Handlinger tilknyttet webside
Internationalt Ungdomsforum
06/12 2009 14:08
Fra den 20. til 23. august 2009 afholdes det Internationale Ungdomsforum for bloddonorer. Danmark må sende ti deltagere, og der er stadig et par ledige pladser.
I slutningen af august afholdes der internationalt ungdomsforum for unge bloddonorer fra Europa. Forummet foregår i Køge lige syd for København.
Den danske delegation må tælle ti personer, og der er stadig et par ledige pladser.
Bloddonorerne i Danmark betaler naturligvis forummet og transporten til og fra Køge.
Forummet starter den 20. august, og det er vigtigt, at alle danske delegerede har tid hele denne dag, da vi har lidt småopgaver til jer. Hjemrejse er søndag den 23. august, hvor deltagerne også bliver nødt til at afsætte hele dagen.
Det er muligt at læse mere om forummet på: www.fiods.org, hvor der både er information om tidligere forums samt billeder.
Konferencen afholdes på engelsk, men kendskab til fransk og spansk er også en fordel !
Hvis du er interesseret i at komme med - så reserver dagene - og send en mail til Malou STRAKS. Skriv lidt om dig selv, og om hvilke arrangementer du allerede har deltaget i sammen med Bloddonorerne i Danmark.
For at komme i betragtning som deltager er det vigtigt at du er interesseret i det internationale arbejde og i at fortsætte med det efter forummet. Skriv derfor også, hvordan du mener, at du kan hjælpe til med det internationale arbejde, og gør dig meget gerne tanker omkring, hvordan du mener det internationale ungdomsarbejde skal udvikle sig.
Vi mener, at alle informatører skal have en chance for at komme med - både ny som gammel - og derfor er der ingen grund til at holde sig tilbage :-)
Ved tildeling af pladserne vil landskontoret gå efter en ligelig fordeling mellem erfarne informatører og de lidt 'nyere' informatører, der ikke tidligere har været afsted - samt tilsigte geografisk repræsentation og jævn fordeling mellem kønnene.
Vi skal høre fra jer inden den 31. marts, hvis I er interesseret i at deltage. Årsagen til denne tidlige deadline er, at du samtidig med at melde dig som deltager til forummet, også forpligter dig til at deltage i forberedelserne. Hver danske deltager skal blandt andet være "værter" for et eller flere lande. En "vært" sørger for kontakten mellem de udenlandske delegationer og den danske organisation. Der vil komme alverdens spørgsmål om Danmark, forummet, ekstra overnatning og meget andet.
Derudover forventes det også, at du deltager i en arbejdslørdag i København, hvor vi skal kopiere, samle mapper og mange andre sjove ting. Det bliver lørdag den 15. august 2009.
