Kapitel 8 - Undersøgelse af donorblod

Ved donors første fremmøde i blodbanken bliver der evt. taget en blodprøve, og der tappes altså ikke de sædvanlige 450 ml. Når man anden gang og fremover kommer som donor, udfylder man et spørgeskema og bliver efterfølgende tappet. Efter den almindelige tapning, tappes der yderligere en smule blod, som udgør blodprøven. Dette kapitel handler om undersøgelsen af hæmoglobinværdien og screening.

Hæmoglobinværdi

Hæmoglobinværdien (eller det man tidligere ofte kaldte blodprocenten) er et udtryk for blodets indhold af de røde blodlegemers jernholdige transportprotein hæmoglobin. Hæmoglobinværdien ligger normalt mellem 7 og 11 millimol pr. liter - lavest for kvinder og højest for mænd, men for at kunne være bloddonor skal hæmoglobinværdien ligge over henholdsvis 7,8 mmol/L for kvinder og mænd. Hvis hæmoglobinværdien er lav på grund af jernmangel, anbefales det, at man spiser en god, jernholdig kost. Jernet hjælper med at genopbygge hæmoglobin i de røde blodlegemer og det er derfor vigtigt, at en donor har tilstrækkeligt med jern i kroppen, så de røde blodlegemer kan gendannes. Foruden jern er det vigtigt, at donorer får tilstrækkeligt med folinsyre og B12-vitamin.

Visse fødevarer tilfører kroppen jern. Eksempelvis er kød, indmad og grøntsager som rødbeder og broccoli alt sammen mad, der indeholder jern, og som derfor kan anbefales til bloddonorer. Samtidig findes der fødevarer, som fremmer eller hæmmer optagelsen af jern fra kosten. C-vitaminholdige mad- og drikkevarer som fx appelsin(juice) og andre citrusfrugter fremmer optagelsen af jern fra kosten, mens te, kaffe og chokolade frarådes, da de hæmmer optagelsen af jern. Hvis den jernholdige kost ikke er nok, kan man evt. supplere med jerntabletter. Hvis personalet vurderer, at det er nødvendigt, vil disse i visse tilfælde blive udleveret i blodbanken efter endt tapning.

Screening af blodet

Ud over at tjekke hæmoglobinværdien, screener blodbanken også blodet for forskellige smitsomme sygdomme. Inden blodet må anvendes til transfusion, undersøges det for en række såkaldte smittemarkører. Smittemarkørerne er oftest antistof mod virus.

Undersøgelserne af blodet sker i blodbankerne, hvor speciallæger i klinisk immunologi har ansvaret for undersøgelserne. Sundhedsmyndighederne har udarbejdet helt faste retningslinier for, hvordan og for hvilke smittemarkører, blodet skal undersøges. De kaldes derfor de obligatoriske smittemarkørscreeninger.

De obligatoriske smittemarkørscreeninger omfatter for tiden undersøgelse for hiv type I og II, hepatitis af type B og C samt htlv af type I og II. De obligatoriske smittemarkørscreeninger skal give et negativt resultat. Påvises der ikke en smittemarkør, må blodet frigives til transfusion. Påvises der derimod en smittemarkør ved en screening, gentages undersøgelsen to gange med samme teknik. Hvis bare den ene af de to gentagne undersøgelser er positiv, er konklusionen af den samlede screening, at der er påvist en smittemarkør og at prøven er positiv, hvilket medfører, at blodportionen fra den aktuelle tapning ikke må anvendes.

En positiv prøve

Hvis konklusionen på screeningen af blodet er positiv, vil donor blive underrettet. Blodbankens læge kontakter donor og underretter om den positive test, og om hvilken hjælp donor kan få. Ud over at blive undersøgt yderligere, får donor tilbud om at tale med en speciallæge, om at få psykologisk hjælp og om at få behandling for den sygdom, der er fundet tegn på i blodet.

I Danmark er det heldigvis meget sjældent, at man finder en donor, som er smittebærer. Når smitte ses så sjældent, kan det imidlertid få alle til at glemme, at det faktisk kan forekomme. Derfor er det vigtigt at fremhæve betydningen af, at donorerne svarer omhyggeligt på spørgsmålene i helbredsspørgeskemaet, og at bloddonorsystemet ikke benyttes som en erstatning for lægens screening for virus. Hvis man er bekymret for, om man er smittet med virus, kan man i fortrolighed - evt. telefonisk forud for en tapning - få råd og vejledning af blodbankens læge. Hvis man er bekymret for, om man er smittet med hiv, kan man også henvende sig til en hvilken som helst læge, til en af de mange hiv-klinikker, der findes på hospitaler over hele landet, eller man kan ringe til den anonyme, telefoniske rådgivning.

Vinduesperioden eller den seronegative periode

Anvendelse af spørgeskema og screening af blodet er som nævnt to sikkerhedsforanstaltninger, der supplerer hinanden i et forsøg på at finde donorer, hvis blod kan smitte patienterne med en livsfarlig virusinfektion. Ved at screene opdages de donorer, der har dannet antistof mod virus, mens svarene på spørgsmålene i spørgeskemaet øger chancen for at finde de donorer, der er blevet smittet for nyligt og som derfor har store mængder virus i blodet, men endnu ikke har nået at danne antistof mod virus.

De uger, hvor donor har virus i blodet, men som man endnu ikke kan måle på, kaldes for vinduesperioden, fordi der er et hul (et tomt vindue) i screeningen for virus. Perioden kaldes også for den seronegative periode, hvilket betyder den periode, hvor undersøgelsen af plasma for antistof er
negativ.

Den første gang donor møder det fremmede virus (den primære immunisering, jvf. kap. 4) går udviklingen af immunitet med dannelse af antistof langsomt. Når først antistofdannelsen kommer i gang, stiger mængden fra nul til det maksimale niveau i løbet af få dage. Donor er faktisk mest smittefarlig i den første periode med høj koncentration af virus og manglende antistof til at neutralisere virus.

Ved smitte med hiv går der 3-12 uger, før man kan påvise antistof ved screening og dermed opdage, at donor er smittefarlig. Risikoen for at blive smittet med hiv ved blodtransfusion skønnes i Danmark at være af størrelsesordenen 1 pr. 2-4 millioner transfusioner. Det vil sige 1 hvert 4.- 8. år.

For smitsom leverbetændelse af type B har man, i de første 3-16 uger efter at være blevet smittet, ikke mulighed for at påvise virus i blodet. Det samme gælder, hvis leverbetændelsen er gået over i en kronisk form. Da donor er smitsom i denne periode, kan man risikere at tappe inficeret blod. Man regner med, at det sker én gang for hver 200.000 udleverede portioner blod, altså knapt to gange om året. Smitsom leverbetændelse type C har et seronegativt, men smittefarligt vindue i de første 8-24 uger, hvor man altså ikke kan måle antistoffer mod virus.

På grund af vinduesperioden er det ikke tilstrækkeligt at screene blodet for smitte. Det er derfor uhyre vigtigt, at donor oplyser om adfærd, der kunne medføre smitte - såkaldt risikoadfærd. På denne måde supplerer helbredsspørgeskemaet og screeningen hinanden.

Falsk alarm - falsk reaktion

At få en falsk alarm er ingen spøg. Falsk alarm - eller falsk reaktion ved screening for smitte - ses, når undersøgelsen hos en donor uden smittemarkør på den ene side giver en lidt højere værdi ved aflæsning end de undersøgelser, der konkluderes til at være negative, men på den anden side alligevel ikke giver så høje værdier, som de undersøgelser, der konkluderes til at være positive.

De undersøgelsesmetoder, man anvender, når man screener blodet, er så følsomme, at de i få tilfælde vil give en svag reaktion, selvom der ikke er antistoffer i blodet. Det kan sammenlignes med en meget følsom tyverialarm, som bliver sat i gang af en nysgerrig mus. Alarmen ringer, men man kan ikke høre, om det kun er på grund af en mus, eller om der virkelig er indbrud.

Alle reaktioner, der ved den obligatoriske screening for smittemarkører er stærkere end de definitivt negative, bliver efterfølgende undersøgt med mere nøjagtige metoder (konfirmatoriske tests). Disse metoder kan bestemme den fundne reaktion mere nøjagtigt. Resultatet af den nye test får man i løbet af nogle uger.

Testresultatet kan enten være positivt (hvis der er smittemarkører i blodet), negativt (hvis der ikke er smittemarkører) eller tvivlsomt (hvis det ikke med sikkerhed kan konkluderes, at den fundne reaktion skyldes smittemarkører i blodet). Hvis den nye konfirmatoriske test er tvivlsom, er der ikke med sikkerhed påvist antistof mod virus, men det er heller ikke påvist, at blodet er frit for smittemarkører.

Får man en kombination af en ikke negativ reaktion ved den obligatoriske screening, og en tvivlsom reaktion ved den nye konfirmatoriske test, kan det enten skyldes, at der endnu kun er dannet så lidt antistof, at reaktionen bliver tvivlsom, eller at der er tale om en falsk reaktion ved undersøgelsen.

Ved en ny tapning nogle måneder senere, undersøges blodet igen. Hvis donor er smittet med virus, vil mængden af antistof mod virus i den mellemliggende periode være blevet så stor, at reaktionen ved den nye screening bliver definitivt positiv. Man vil hermed også have påvist, at der var antistoffer i blodet ved første tapning. Hvis donor ikke er smittet med virus, vil reaktionen ved undersøgelsen endnu en gang være tvivlsom, eller den kan denne gang være negativ. Da det imidlertid ikke med sikkerhed kan udelukkes, at donor er blevet smittet og har fået virusmarkør i blodet mellem de to tapninger, kan man stadig ikke konkludere, at undersøgelsen er negativ.

Når man har undersøgelser fra tre tapninger med mindst et års interval mellem første og sidste tapning, og man bliver ved med at få samme resultat med tvivlsom reaktion, kan man konkludere:

- at denne tilstand sandsynligvis ikke ændrer sig hos den pågældende donor.
- at donors blod derfor sandsynligvis vil blive kasseret ved hver tapning.
- at donor ikke er smittefarlig, men at dette først kan bevises flere måneder efter hver tapning.

For at få en løsning på denne uholdbare situation vil blodbankens læge tale med donor og forklare situationen. Ofte enes man om at afvente udviklingen i ca. et år og derefter forsøge, om testmetoderne er blevet bedre.

Det kan være meget svært for en donor at forstå, når han eller hun har en falsk reaktion ved en hivtest, hvor det kan konkluderes, at donor IKKE er smittefarlig, men hvor man alligevel for en sikkerheds skyld ikke må anvende donors blod, så længe der er denne falske reaktion. Ofte kan donor dog overbevises om, at vedkommende ikke er smittet, når man oplyser, at hvis donor var smittefarlig, så havde blodbanken pligt til at informere om risikoen for at smitte videre og til at henvise donor til behandling på en hiv-klinik. Når man ikke gør noget af dette, er det fordi donor ikke er smittet.

Opsummering

I forbindelse med hver tapning tages en blodprøve. Blodprøven bruges til at tjekke blodtypen og hæmoglobinindholdet i blodet samt til screening for smitte.

Hæmoglobinindholdet (eller blodprocenten) er et udtryk for den mængde af hæmoglobin, der findes i de røde blodlegemer. Hæmoglobinindholdet skal helst ligge mellem 7 og 11 millimol pr. liter. Fordi de røde blodlegemer genopbygges med anvendelse af jern, anbefales det, at man spiser jernholdige madvarer.

Ved screening af blodet undersøges det for en række smittemarkører, som oftest er antistof mod virus. Det er sundhedsmyndighederne, der bestemmer, hvilke smittemarkører blodet skal undersøges for. For tiden undersøges alt donorblod for hiv og hepatitis B og C. Herudover screenes nye donorer for htlv.

Hvis den obligatoriske screening ikke påviser smittemarkører i blodet, må dette frigives til transfusion. Hvis screeningen giver et positivt resultat, gentages undersøgelsen to gange. Hvis blot den ene af disse to undersøgelser ikke med 100 % sikkerhed er negativ, må blodet ikke frigives, og der skal foretages en ny undersøgelse med en anden undersøgelsesmetode. Resultatet kan enten være positivt, hvilket betyder, at der er smittemarkører i blodet, eller negativt, hvilket betyder, at der ikke er smittemarkører. Som et tredje resultat kan det ske, at undersøgelsen ikke kan konkluderes, fordi reaktionen er tvivlsom (inkonklusiv). Dette betyder, at man ikke med 100 % sikkerhed med denne undersøgelsesmetode kan sige, om der er smittemarkører i blodet eller ej. Den tvivlsomme reaktion skyldes, at undersøgelsesmetoderne er så følsomme, at de af og til reagerer, uden at der er smitte i blodet.

I vinduesperioden kan screeningen vise et negativt resultat, på trods af at der måske er virussmitte i blodet. Vinduesperioden er de uger, hvor donor har virus i blodet, men endnu ikke har dannet de antistoffer, der screenes for. For at opnå størst mulig sikkerhed også i denne periode, er det uhyre vigtigt, at donor svarer omhyggeligt og ærligt på spørgsmålene vedrørende smitte i spørgeskemaet. Spørgeskemaet og screeningen supplerer således hinanden. I vinduesperioden har man altså smitte
i blodet, men screeningen viser et negativt resultat. Til gengæld kan besvarelsen af helbredsspørgeskemaet måske afdække, at der er en risiko for, at man er smittet.

Som en sidste mulighed kan en screening give et positivt resultat, som viser, at der er smitte i blodet. Når dette sker, underretter blodbankens læge donor om det positive resultat, og donor får tilbud om at tale med en speciallæge, psykologisk hjælp og behandling for den sygdom, man har fundet tegn på i blodet.

Spørgsmål

1) Den blodprøve, der tages i forbindelse med en tapning, bruges til kontrol af tre forskellige ting.
Hvilke?

2) Hvilke smittemarkører screenes der for?

3) Hvad kaldes perioden, hvor en donor har smitte i blodet, men endnu ikke nok antistof til at påvise smitten?

4) Hvad tilbyder man en donor, der er testet positiv?

5) Hvad vil det sige, at en test er falsk reaktiv?

6) Hvornår vil man normalt igen begynde at tappe en donor, der har haft en tvivlsom reaktion ved en undersøgelse for smittemarkører?

>> Kapitel 9. Fremstilling og opbevaring af blodkomponenter