Kapitel 7 - Tapning

Min tiende tapning...

Indenfor er det dejlig varmt. Det er nok en blanding af, at det er koldt udenfor og at jeg er blevet varm af at »rulle«. Man kunne jo også vælge en taxa? De vil jo gerne betale i blodbanken. Nej, det er nu udmærket med en tur på rulleskøjter i den gode sags tjeneste.

I venteværelset er der både juice, kiks, chips, blade og en afslappet stemning. Det er der altid. Jeg når kun lige at guffe en kiks i mig og slå op i det nyeste Donor Nyt, før det bliver min tur til at tale med blodbankens sekretær. Hun kigger på mig over brillekanten, mens jeg krydser mine svar af på spørgeskemaet. Hun ser flink nok ud og jegspørger hende, om det er et problem, at jeg skal løbe et 15 kilometer løb i weekenden? Hun gir' sig god tid til at svare og forklare. Der er ingen problemer. Bare jeg holder mig i ro i cirka ti minutter efter tapningen, så må jeg løbe alt det jeg vil. Jeg sætter mig ud i venteværelset igen.

Jeg bliver altid lidt bekymret, når tapperen fører mig ind til briksen: Tænk nu, hvis jeg får det dårligt, bliver bange og går i panik og aaargghhhhh ... Nå, det gør jeg nu aldrig. Og hun sidder også ved siden af mig det meste af tiden. Men jeg bliver faktisk altid lidt forskrækket over at se affaldsspanden og vide, at den er fuld af nåle. Æv! Men pyt, den skal jeg jo ikke i kontakt med. Jeg lægger mig op på briksen og bliver straks rolig. Sygeplejersken desinficerer min arm med sprit eller jod, der hvor nålen skal stikkes ind. Og så stikker hun!

Blodet begynder straks at flyde gennem den gennemsigtige slange, der går fra nålen i armen og ned til blodposen. Slangen bliver helt rød. Det gjorde faktisk ikke ondt og jeg kan ikke mærke, at blodet løber ud af min arm. Til at begynde med løber det hurtigt, men efter et stykke tid går det lidt langsommere, og jeg får et gummihjerte at klemme om for at holde tempoet.

Mens jeg ligger her, spørger sygeplejersken mig, hvad jeg hedder og hvad mit CPR-nummer er. Hun skal være helt sikker på, at jeg er den rigtige person og at jeg passer til »min pose«. Hun får også en anden sygeplejerske til at tjekke både mit navn, mit CPR-nummer og det tappenummer, der står i de papirer, som kæder mig og min portion blod sammen. Og så spørger hun mig, hvad jeg vil have at drikke: Cola, juice eller en øl! Jeg har mest lyst til cola.

Mens jeg venter på, at blodposen bliver fuld, drikker jeg lidt af min cola. Jeg kigger rundt på de andre bloddonorer og hører på, hvad de snakker med de andre tappere om. Der er en anden donor, som ser ud til at være på min alder. Hun ligger og vipper med den ene fod, mens hun venter. Og så er der en mand, som kunne være min far. I dag er der seks personer, der bliver tappet samtidig med mig. Og der er også en hel del tappere, som enten sidder hos de andre, der bliver tappet eller som går frem og tilbage og tjekker navne, lægger fyldte blodposer på plads, serverer øl og sodavand og alt mulig andet. Stemningen er rolig, men der er stor aktivitet. Og jeg ligger bare og betragter det, mens jeg tænker på, at der er nogen, som har brug for det blod, der løber ud af min arm lige nu.

Nu er posen fuld. Det tog cirka syv minutter. Tapperen bøjer slangen, så der ikke løber mere blod igennem den. Hun svejser den fra posen. Gennem en slags hane på slangen suger hun lidt blod ned i et reagensglas. Det er blodprøven, der skal undersøges for virus, og som skal bruges til kontrol af blodtype og hæmoglobinværdi. Navnet og nummeret på reagensglasset er også tjekket - både af min sygeplejerske og af hende den anden. Det tager ikke mange sekunder, før jeg er færdig. Hun tager forsigtigt nålen ud af min arm, sætter en lille tot vat hen over hullet, strækker min arm i vejret og sætter min tommelfinger på vattet. Jeg er færdig. Der er ikke noget at mærke, men jeg skal blive liggende lidt og drikke min cola færdig og slappe af.

Jeg følger tapperen med øjnene, da hun går med blodposen og prøveglasset. Om lidt kommer hun tilbage og fortæller, hvor høj min hæmoglobinværdi er. Den plejer at være 8,4. Og det er den også i dag. Det er fint. Tapperen har også en lille nål af bronze med en rød dråbe med til mig. Det er fordi, jeg har doneret blod ti gange, fortæller hun og siger tillykke. Ti gange – det er cirka fem liter blod i alt. Cool.

Tapperen smiler til mig, da jeg er blevet færdig med min cola og svinger benene ned fra briksen og går ud efter min jakke.

(Klik her for at se plakaten "Fra arm til arm")

Bivirkninger - positive og negative

Bivirkningerne ved at donere blod er ganske få. Og så er det endda kun et fåtal, der oplever negative bivirkninger overhovedet! Statistisk set kan en donor tappes cirka 3.000 gange, uden at der sker et uheld. Det svarer til cirka 120 uheld i Danmark pr. år.

Men der kan ske uheld, og der kan opstå bivirkninger. Det kan være utilpashed stigende til besvimelse, symptomer fra en nerve, der er blevet ramt af kanylen eller en lille blodansamling (et hæmatom) ved indstiksstedet.

Utilpasheden prøver blodbankerne at forhindre ved at opfordre donor til både at drikke og spise inden en tapning. Ved begyndende utilpashed hjælper det at spænde musklerne. Herudover er det klogt at hvile sig i ti minutter efter en tapning. Blodansamlinger og symptomer fra en ramt nerve forsøger man at undgå ved at være meget påpasselig, og ved at uddanne de personer, der foretager tapningerne meget omhyggeligt i teknikken. Samtidig er det vigtigt, at donoren fortæller tappepersonalet, hvis der føles den mindste form for ubehag, mens kanylen sidder i armen.

Langt de fleste uheld går væk efter kort tid, så antallet af alvorlige uheld er heldigvis meget lille.

Ud over de negative bivirkninger hører man også ofte om donorer, der oplever nogle positive virkninger af en tapning. Nogle føler sig mere friske og fulde af energi efter en tapning. Andre oplever en indre tilfredshed ved at have doneret blod, og derigennem hjulpet et andet menneske.

Sikringsfond

Hvis der skulle ske uheld i forbindelse med en tapning, er der et sikkerhedsnet, så donor holdes økonomisk skadesløs. Hvis noget går galt, er man dækket af Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og Bloddonorernes Sikringsfond. Sikringsfondens formål er at yde støtte til bloddonorer, der har været ude for uheld i forbindelse med indsatsen som donor. Donorer kan få erstatning for skader, der er en direkte følge af tapningen, men også ulykkestilfælde i forbindelse med transport til og fra en aftalt tapning er dækket, medmindre man kan få erstatning fra andre.

Bloddonorernes Sikringsfond arbejder tæt sammen med Patientforsikringen. Det er Patientforsikringen, der efter reglerne i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og Erstatningsansvarsloven vurderer, om en donor kan få erstatning og i givet fald hvor stor erstatningen skal være. Det er Bloddonorernes Sikringsfond, der lægger ud for donor, indtil Patientforsikringen har afgjort sagen.

Opsummering

En tapning starter altid med, at donor udfylder et helbredsspørgeskema. Der er også mulighed for at tale med de ansvarlige i blodbanken og stille yderligere spørgsmål, hvis det er nødvendigt. Samtaler mellem donor og blodbankens personale er fortrolige. Det er vigtigt, at donor har spist og især drukket inden en tapning, og derfor serveres der kiks, juice, sodavand, øl og lignende i blodbanken.

Før nålen stikkes ind i armen, desinficeres huden med enten sprit eller jod. En tapning tager ca. ti minutter. Blodposen og blodprøven er forsynet med et nummer, der kæder donor og blodportion sammen. Dette tjekkes af to tappere. Efter blodposen er fyldt, tages en blodprøve, som bruges til screening for smitte og til tjek af blodtype og hæmoglobinværdi. Hvis hæmoglobinværdien er lav, giver tappepersonalet donor besked og fortæller, hvad donor kan gøre for at øge hæmoglobinværdien. Efter tapningen skal donor hvile sig i ca. ti minutter, mens det tappede blod erstattes af væske fra vævene i kroppen.

Bivirkningerne ved en tapning er få. De bivirkninger, der kan ses, er almindelig utilpashed stigende til besvimelse, en blodansamling ved indstiksstedet eller symptomer fra en nerve, der er blevet ramt af kanylen. I tilfælde af uheld i forbindelse med en tapning, holder Bloddonorernes Sikringsfond og den offentlige patientforsikring donor skadesløs. Der gives dog kun erstatning for skader, som er forbundet med indsatsen som donor.

Spørgsmål

1) Hvilken sikkerhedsforanstaltning indleder altid en donation?

2) Hvem tjekker, at donor og blodportion passer sammen?

3) Hvor lang tid tager en tapning?

4) Hvilke bivirkninger kan der forekomme ved en tapning?

>> Kapitel 8. Undersøgelse af donorblod