Mine værktøjer
Forside > Undervisning > Dit blod > Kapitel 5 - Blodtyper
Handlinger tilknyttet webside

Kapitel 5 - Blodtyper

14/04 2011 10:38

Dette kapitel handler om blodtyper og blodtypebestemmelse. Mennesker har forskellige typer blod, på samme måde som vi har forskellig øjen- og hårfarve. De forskellige blodtyper er karakteriseret ved, at de hver for sig har en særlig egenskab i overfladen af de røde blodlegemer. I overfladen af de røde blodlegemer sidder mange forskellige proteiner, sukre og fedtstoffer med forskellige funktioner. Disse stoffer har forskellige egenskaber, men stoffer med samme egenskab kan hos forskellige personer godt se lidt forskellige ud. For eksempel har rødt og sort hår samme funktion, men to forskellige farver.

Når fx én type protein i det røde blodlegemes cellemembran kan se forskelligt ud hos forskellige personer, kan de komme til at virke som antigener. En persons antigen kan hos et andet menneske - eller et dyr - forårsage dannelse af såkaldt antistof. Fx kan en person, som er RhD negativ, danne antistof, hvis de får blod fra en donor, som er RhD positiv. Læs mere herom senere i kapitlet.

Man bestemmer derfor en blodtype ved at påvise de antigener, der karakteriserer blodtypen. Antigenerne påvises ved reaktion med deres tilsvarende antistof. A-antigener påvises således ved deres reaktion med anti-A. Undersøgelsen kaldes for en blodtypebestemmelse.

Kedelig type

Hos mennesket findes der ikke mindre end ca. 300 forskellige blodtypeantigener, der er fordelt på 30 forskellige blodtypesystemer. Et blodtypesystem er en samling af sammenhørende blodtypeantigener. Blodtypeantigenerne kan kombineres på så mange måder, at det er næsten umuligt at finde to ubeslægtede personer med samme blodtype inden for alle blodtypesystemerne.

Blodtypesystemerne

Af alle blodtypesystemerne er det især blodtypesystemerne AB0 - kaldet A B nul - og Rhesus D, der har betydning ved blodtransfusion. Ved en blodtype forstår man derfor almindeligvis en angivelse af AB0- og Rhesus typen, som fx 0 Rhesus D positiv eller A Rhesus D negativ, eventuelt forkortet yderligere til 0 pos og A neg.

AB0-blodtypesystemet
AB0-blodtypesystemets antigener er en del af overfladen af alle kroppens celler. AB0-blodtypesystemet er karakteriseret af to AB0-antigener, som kaldes for antigen A og antigen B. Type 0 har hverken antigen A eller B, mens type AB har både antigen A og B. (Se en oversigt over AB0 blodtypernes arvelighedmønster ved at klikke her). 

Inden for AB0-systemet har man således tre alleller, men den enkelte person har kun to af disse - én fra hver af forældrene. De sidder i hvert sit kromosom og tilsammen udgør de det, man kalder genotypen. Der findes tre mulige alleller: IA, IB og i. IA og IB er koder for henholdsvis antigen A og B. De er kodominante, dvs. de begge kommer til udtryk, hvis de findes i genotypen. Det recessive (latente) i, som koder for 0, kommer derimod kun til udtryk i fænotypen (blodtypen), hvis A eller B mangler.

I det røde blodlegemes cellemembran findes nogle overfladeproteiner. Hvis man har allellen IA, har man sukkerstoffet acetylglukose (antigen A) på proteinerne, og for allellen IB (antigen B) er der tale om galaktose (mælkesukker). Folk med blodtypen AB har begge sukkerstoffer på proteinerne, mens folk med blodtype 0 ikke har noget.

Geno/fænotype

Hvis et forældrepar kender sine genotyper, kan man ved hjælp af et krydsningsskema som det nedenfor kortlægge sandsynligheden for, at børnene får en given blodtype. I eksemplet er den ene forælder A og den anden B. Begge har én recessiv allel for type 0.

Ia

Til AB0 blodtypesystemets antigener A og B findes der de tilsvarende antistoffer anti-A og anti-B. Anti-A og anti-B dannes, fordi vi bliver påvirket af antigen A og B fra colibakterier. Colibakterier er bakterier, som bl.a. findes i tarmen hos alle mennesker, uden at deColi giver anledning til sygdom. De er der ikke ved fødslen, men først i tremånedersalderen. Når man bliver smittet med colibakterier i løbet af de første måneder af sin levetid, møder man antigenerne A og B. Hvis man selv har antigenerne i forvejen, er de ikke fremmede for en og man bliver ikke immuniseret til dannelse af AB0 antistof. Hvis man derimod ikke har dem i forvejen, så vil immunapparatet blive påvirket af det fremmede antigen, og man vil danne antistof imod det. Hvis man fx ikke har antigen A, så vil man blive immuniseret af det fremmede antigen A og danne anti-A, og på tilsvarende måde med antigen B og dannelse af anti-B. Man kan også sige, at man altid danner AB0 antistof mod det/de AB0 antigener, som man ikke selv har.

Når man giver blodtransfusion med røde blodlegemer, giver man i dag ikke fuldblod, men kun de røde blodlegemer tilsat saltvand. Det meste plasma med indhold af antistof, og dermed også af AB0 antistof, er blevet fjernet. Når man giver transfusion med røde blodlegemer uden plasma, er der derfor lidt flere kombinationer af AB0 typer, der kan anvendes. Man kan give 0-blod til alle AB0 typer, A blod til type A, og AB samt B blod til type B og AB.AB0

Giver man røde blodlegemer med antigener, der kan reagere med antistoffer i patientens blod, så får man en såkaldt hæmolytisk transfusionskomplikation. Den skyldes reaktionen mellem de transfunderede røde blodlegemer og patientens blodtypeantistof. Denne reaktion frigør stoffer i blodet, som får blodtrykket til at falde og de røde blodlegemer til at gå i stykker (hæmolyse). Alvorlige hæmolytiske komplikationer kan være dødbringende.I praksis vil man almindeligvis kun give blod af patientens egen AB0 type, for at undgå en transfusionskomplikation. Man kan dog i mangelsituationer give røde blodlegemer, som angivet i figuren til højre.

Genarv

Rhesus-blodtypesystemet

Rhesus-blodtypesystemets antigener findes - modsat AB0-systemets - kun i de røde blodlegemers overflade og ikke i overfladen afAbe andre celler. Der er i alt et halvt hundrede forskellige Rhesus antigener, hvoraf dog kun fem normalt har betydning, når man skal give blodtransfusion. Langt det vigtigste antigen er antigen D. Når man bestemmer Rhesus-typen, tager man derfor kun hensyn til dette antigen. Man har ligesom i AB0-systemet to alleller, men her kan hver kun være positiv (D) eller negativ (d). Man er Rhesus D positiv (RhD pos), hvis man har genotypen Dd eller DD. Da D er dominant (fremherskende) i forhold til det vigende d, er ens fænotype (blodtype) kun Rhesus D negativ (RhD neg), hvis d forekommer i begge alleller. I den danske befolkning er ca. 85 % Rhesus positive og ca. 15 % Rhesus negative.

 

Nedarvning i dominante og recessive gener begrænser sig ikke kun til blodtyper, men gælder for alle arvelige egenskaber. Sjældne arvelige sygdomme er ofte recessive, lige som genet for blå øjne er recessivt, mens genet for brune øjne er dominant. Ligesom med Rhesus-systemet kan dette forklare, hvordan to forældre med brune øjne kan få et barn med blå øjne, nemlig hvis begge brunøjede forældre både har et gen for blå øjne og et gen for brune øjne. Har man blå øjne, har man altså to gener for blå øjne, og kan derfor kun give denne egenskab videre til barnet. Forældre, der begge har blå øjne kan derfor kun få børn med blå øjne. I sjældne tilfælde kan der dog forekomme andre kombinationer pga. mutationer.

Rhesus-blodtypesystemet er vigtigt, fordi D-antigenet er meget immunogent, hvilket vil sige, at det har stor evne til at fremkalde antistofdannelse hos dem, der mangler det. Inden for Rhesussystemet har man almindeligvis ikke blodtypeantistoffer, med mindre man har været udsat for røde blodlegemer fra et andet menneske, fordi Rhesus-antigener kun findes i overfladen af disse. Man ville derfor almindeligvis kunne give blodtransfusion uden at tage hensyn til Rhesus blodtypesystemet.

Rhesus D

Rhesus antistoffet anti-D kan give anledning til meget alvorlige hæmolytiske transfusionskomplikationer, hvis man transfunderer RhD positivt blod til en RhD negativ person,
som har antistoffet anti-D i sit plasma. Rhesus antistoffet anti-D er også hovedårsag til den meget alvorlige sygdom: »Medfødt gulsot hos nyfødte«, hvor Rhesus-antistoffet anti-D fra den Rhesus D-negative immuniserede mors plasma passerer gennem moderkagen over i et Rhesus D-positivt
foster, hvor det bindes til fostrets røde blodlegemer, der beskadiges og går i stykker.GravidFor at undgå immunisering med dannelse af det farlige antistof anti-D må patienter, der er Rhesus D-negative, kun få Rhesus D-negativt blod. Reglen kan fraviges, hvis man mangler RhD negativt blod, og patienten ikke har anti-D i forvejen, og hvis der ikke er sandsynlighed for, at patienten bliver gravid i fremtiden (dvs. mænd samt kvinder over den fødedygtige alder).

Den første gang en RhD negativ person møder D-antigenet - den første immunisering - vil personens immunforsvar reagere langsomt, da der ikke i forvejen er antistoffer mod D-antigenet cirkulerende i plasma. Det tager derfor lidt tid, før lymfocytterne bliver aktive og videreudvikles. Hvis der dannes antistof, sker det først flere uger efter transfusion eller graviditet.

Den næste gang kroppen udsættes for D-antigenet - den efterfølgende immunisering - er der allerede sket en immunisering. Der sker derfor en reaktion mellem D-antigen og immunsystemets huskeceller, som reagerer hurtigt og effektivt, så de fremmede røde blodlegemer bliver tilintetgjort hurtigt.

Opsummering

De to vigtigste blodtypesystemer er AB0- og Rhesus-systemet. AB0-blodtypesystemets antigener findes i overfladen af alle cellerne i vores krop, i bakterier og i planter. Rhesus antigener findes udelukkende i overfladen af de røde blodlegemer.

AB0- og Rhesus-generne arver man fra sine forældre. Man arver et gen fra hver af sine forældre, og disse to gener bestemmer, hvilken blodtype (også kaldet fænotype), man har. Blodtypen bliver således et udtryk for, hvilke blodtypeegenskaber ens gener har dannet. På samme måde som kroppen danner antistoffer mod fremmede antigener, danner kroppen blodtypeantistoffer mod fremmede blodtypeantigener.

Da AB0-blodtypeantigenerne ikke blot findes hos mennesker, men også andre steder i naturen - bl.a. i colibakterier - kommer vi alle i kontakt med disse »fremmede« AB0-blodtypeantigener tidligt i livet. Man har derfor AB0-antistoffer i blodet mod de AB0-antigener, man mangler. Ved blodtransfusion gives blod med samme AB0-blodtype, som den patienten har. I modsat fald vil reaktionen fx mellem AB0-antistof hos patienten og AB0-antigener på de røde blodlegemer fra donor medføre en hæmolytisk transfusionskomplikation, hvor de transfunderede røde blodlegemer hurtigt bliver ødelagt, hvilket kan medføre en livstruende situation.

Rhesus systemet er meget kompliceret, men den vigtigste Rhesus type i forbindelse med blodtransfusion er Rhesus D, der kan forårsage dannelse af antistoffet anti-D. Da Rhesus D-antigenet kun findes i de røde blodlegemer, kan man kun få antigenet ind i kroppen gennem enten blodtransfusion eller graviditet, hvor lidt af fostrets blod kommer over i moderens blodbane. På grund af D antigenets store evne til at fremkalde antistofdannelse, er risikoen for immunisering forholdsvis stor, hvis en Rhesus negativ person får D antigenet ind i kroppen.

 

Spørgsmål

1) Hvad hedder de antigener, der bestemmer hvilken AB0 type man har?

2) Hvorfor får man A og B antistoffer i blodet allerede som meget lille?

3) På hvilke måder kan man blive immuniseret til dannelse af anti-D?

4) Beskriv sammenhængen mellem genotype, fænotype og blodtype.

5) Hvad er en hæmolytisk transfusionskomplikation?

 

>> Kapitel 6. Godkendelse af donorer

Få vores mobile app

Med den officielle app for Bloddonorerne i Danmark kan du:

  • tilmelde dig som bloddonor
  • melde flytning
  • læse om blodbanker
  • læse om karantæneregler

Ja tak Ja tak Nej tak