Kapitel 3 - Blodets funktioner og bestanddele

Blodets funktioner

Blodet udgør ca. 7 % af et menneskes vægt. I gennemsnit har en kvinde 4½ liter blod og en mand 6 liter blod i kroppen. Blod består af celler: Røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader, der svømmer rundt i en strågul væske kaldet plasma. Plasmaet består af næringssalte, proteiner, sukre og fedt. Blodet har tre vigtige funktioner: Transport, forsvar og regulering.

Transport
Hver celle i kroppen er afhængig af at få tilført næringsstoffer og ilt. Samtidig skal affaldsstoffer, som fx kuldioxid, transporteres væk. Disse opgaver varetages af blodet, hvis cirkulation i blodbanen gør det muligt at transportere stoffer fra én del af organismen til en anden.

Blodet og blodbanen, som er en del af kredsløbet, er altså bl.a. ansvarlige for transporten af ilt (O2) til organerne samt for at fjerne kuldioxid (CO2) og andre affaldsstoffer. Via de røde blodlegemer fører blodet ilt fra lungerne til organer, væv og muskler. Samtidig optager de røde blodlegemer den kuldioxid, der dannes i organer, væv og muskler, og fører den tilbage til lungerne, hvor den udskilles med udåndingsluften. Blodet kan altså ses som et transportorgan, der sørger for, at alle kroppens organer får tilført næring og ilt, og får afgivet kuldioxid og andre affaldsstoffer.

Forsvar
Blodet er også med til at forsvare kroppen mod indtrængende mikroorganismer som fx bakterier, virus, svampe og parasitter, der kan fremkalde sygdomme. De hvide blodlegemer, der flyder med blodet rundt i hele kroppen, har den egenskab, at de kan angribe og ødelægge de skadelige mikroorganismer, som vi får ind i kroppen gennem huden eller gennem det, vi indånder og spiser. De hvide blodlegemer forsvarer kroppen mod mikroorganismerne, idet de hurtigt kan nå frem til, angribe og ødelægge bakterier og virus. Blodet er altså også en del af kroppens forsvar mod sygdomme.

Regulering
Reguleringen af temperaturen i kroppen sker ved en regulering af blodets cirkulation. Kroppens temperatur reguleres nedad, når blodet fører varme fra de indre organer til den kølige hud. Overskud af varme i kroppen medfører, at blodkar udvides, så der føres mere blod ud til huden, hvor det bliver kølet af. Når blodkarrene i huden udvider sig, løber der mere blod nær hudens overflade, som bliver rød, og der afgives varme. Samtidig afgiver blodet væske til svedkirtlerne, hvilket også sænker kroppens temperatur, når sveden fordamper fra hudens overflade. Hvis kroppen derimod har brug for at holde på varmen, lukker blodkarrene sig sammen, og blodet holdes væk fra huden, der bliver bleg og kold. Blodet er altså også kroppens redskab til regulering af temperaturen.

Blodets bestanddele
Blodet indeholder som nævnt fire typer celler: Røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader og plasma. Blodet består af ca. 45 % blodceller, nemlig de røde og hvide blodlegemer samt blodpladerne. Blodcellerne indgår i en væske, som kaldes plasma. Plasma udgør de resterende 55 % af blodet.

Blodceller
Blodcellerne opdeles efter deres udseende og funktion i tre forskellige grupper. Blodets celler består af ca. 25.000 milliarder røde blodlegemer, ca. 30 milliarder hvide blodlegemer og ca. 1.000 milliarder blodplader og fylder godt 2 liter. Blodcellerne dannes i knoglemarven, og der opretholdes hele tiden et meget præcist indbyrdes forhold mellem de tre forskellige typer celler.

Røde blodlegemer (erytrocytter) udgør hovedparten af blodets celler. Røde blodlegemer er skiveformede celler, der er ca. 7,5 µm (= mikrometer, svarende til 0,0075 millimeter) i diameter og de har nærmest form som en tørret abrikos. Levetiden for et rødt blodlegeme er i gennemsnit 120 dage, hvorefter det går til grunde. Hvert sekund udskiftes cirka 2 millioner røde blodlegemer.

De røde blodlegemer indeholder et protein, der hedder hæmoglobin. Hæmoglobin binder ilt i lungerne, og frigiver det igen ude i vævene, hvor der er behov for ilt. Det er hæmoglobin, som gør, at blodet er rødt. Når blodet er blevet iltet i lungerne, er det klart rødt, og på vej tilbage fra vævene, når ilten er afgivet, er blodet mørkere.

Hæmoglobin er nødvendigt for, at blodet kan transportere ilt (O2) fra lungerne og ud til væv og organer, hvor det hele tiden forbruges. Hæmoglobin transporterer også kuldioxid (CO2) fra væv og organer tilbage til lungerne, hvorfra det udåndes. Hæmoglobin er således en forudsætning for, at blodet kan udføre sin opgave som transportorgan.

Mangel på røde blodlegemer kan fx opstå på grund af blodtab efter en operation eller efter en ulykke, men kan også skyldes, at blodlegemerne bliver nedbrudt hurtigere, end de bliver dannet. Mange sygdomme - herunder visse kræftformer - vil give mangel på røde blodlegemer på grund af nedsat produktion, og patienter med disse sygdomme kan derfor have behov for at få en blodtransfusion.

Hvide blodlegemer (leukocytter) er en vigtig del af immunforsvaret. Hvide blodlegemer er kugleformede celler med en diameter på ca. 10-30 µm (= mikrometer, svarende til 0,010-0,030 millimeter). Nogle typer har udposninger, der ligner og fungerer som fangarme. De hvide blodlegemer har en meget varierende levetid - fra få timer til flere år - og optræder i et væsentligt lavere antal end de røde blodlegemer.

De hvide blodlegemer opholder sig mest uden for blodbanen. Når de er i blodbanen, er det for at blive transporteret rundt i kroppen. Ellers er de at finde i kroppens væv - bindevæv, hud og organer - hvor de er med til at forsvare kroppen mod angreb fra mikroorganismer. Ud over at forsvare kroppen, fungerer de hvide blodlegemer også som organismens »skraldemænd«, der optager og fjerner døde celler. De hvide blodlegemer har også en sidste og meget vigtig egenskab: De kan genkende kroppens egne celler og skelne dem fra fremmede mikroorganismer. Denne fundamentale egenskab forhindrer dem i at angribe kroppens egne celler.

Hvide blodlegemer opdeles efter deres funktioner og egenskaber i tre typer: Lymfocytter, monocytter/makrofager og granulocytter.

Lymfocytter er de celler, der er »ansvarlige« for immunforsvaret. Ved immunforsvaret forstår man det fænomen, at ved angreb af en mikroorganisme, der har en anden overflade eller struktur end kroppens egne, reagerer lymfocytterne specifikt mod denne fremmede struktur. Lymfocytten gennemgår en udvikling, der fører til dannelse af stoffer, som reagerer med og ødelægger mikroorganismen med den fremmede struktur. Dette vil blive forklaret yderligere i afsnittet om antigener og antistoffer.

Lymfocytter opdeles i T- og B-lymfocytter. En T-lymfocyt (også kaldet T-celler) identificerer eller udpeger de celler, som er blevet invaderet af den fremmede organisme. Der findes herudover specielle T-lymfocytter, som kaldes dræber-T-celler. De hjælper til med at destruere eller dræbe de inficerede celler.

En B-lymfocyt (eller B-celler) danner de stoffer, der reagerer med organismen og den fremmede struktur. Herudover er nogle af B-lymfocytterne hukommelsesceller, som kan huske og genkende en tidligere infektion, og immunforsvaret kan derfor via B-lymfocytterne reagere hurtigere ved den næste lignende infektion. Hukommelsescellerne er altså med til at sikre, at kroppen ved et nyt møde med en organisme, der har en fremmed struktur, er i stand til at reagere meget hurtigere og langt kraftigere, således at infektionen slås ned med det samme.

Monocytter er den del af de hvide blodlegemer, der fungerer som kroppens »skraldemænd«. De er aktive både i blodet og i andre væv, hvor de optager og tilintetgør mikroorganismer og udslidte celler. Ved infektion vil et større antal monocytter gå ud i vævet, hvor de omdannes til makrofager, der er i stand til at nedbryde de indtrængende mikroorganismer. Denne evne til at nedbryde mikroorganismer gør makrofagerne til en vigtig del af kroppens forsvar mod infektion.

Granulocytter indeholder stoffer, som fx kan nedbryde væv. Granulocytterne kan optage ødelagt væv og mikroorganismer, og nedbryde det optagne materiale. Der findes tre slags granulocytter: Neutrofile, eosinofile og basofile granulocytter.

- Neutrofile granulocytter er involveret i kroppens bekæmpelse af forskellige bakterielle infektioner. Når væv bliver beskadiget, strømmer de neutrofile granulocytter til, og tilintetgør og sluger resterne af ødelagte celler og bakterier. Ved tilintetgørelsen vil granulocytterne selv gå til grunde, og der dannes den gule væske (pus), som ses i betændt væv.
- Eosinofile granulocytter indeholder stoffer, som bruges ved bekæmpelse af parasitinfektioner og ved allergiske reaktioner udløst fx af allergi overfor parasitter eller husstøvmider. Stofferne forøger den allergiske reaktion.
- Basofile granulocytter er de mest sjældne og indeholder også stoffer, der frigives ved allergiske reaktioner (overfølsomhedsreaktioner). Disse stoffer udvider de små blodkar fx i næsehulen, hvilket viser sig som høfeber/høsnue.

Ud over de røde og de hvide blodlegemer består blodets celler også af blodplader. Blodpladerne adskiller sig fra de andre blodceller ved bl.a. deres funktion, størrelse og antal.

Blodplader (trombocytter) er de mindste celler i blodet. Til gengæld er der mange af dem - ca. 300.000 pr. kubikmillimeter blod. De har form som små runde skiver, der, når de aktiveres, omdannes til kugler, som ligner små søpindsvin. Blodpladerne har en diameter på ca. 3 µm (= mikrometer, svarende til 0,003 millimeter), og de lever ca. 9 dage.

Blodpladerne dannes i knoglemarven og flyder under normale omstændigheder bare rundt i blodet. Men hvis man får et sår eller en rift i huden, er det blodpladerne, der først træder til og stopper blødningen. Blodpladerne bliver tiltrukket af stoffer fra det beskadigede væv. Stofferne får dem til at svulme op, klistre sammen og sætte sig fast, så der hurtigt dannes en prop i hullet. Sårskorpen, der dannes efterfølgende, er en blanding af røde blodlegemer (trombocytter), blodplader og et protein i plasma, og den lukker hullet endeligt (se nedenstående illustration).

Hvis kroppens indre organer bliver beskadigede, aktiverer blodpladerne nogle stoffer – koagulationsfaktorer - som får blodet til at størkne, og som får det indvendige væv til at hele. Det er med andre ord blodpladerne, der står for frigivelsen af de stoffer, der får blodet til at størkne, så kroppens indre organer heles.

Plasma
Udover celler består blodet også af plasma. Plasma udgør 55 % af blodet, og er den væske, som blodcellerne ligger i. Plasma er en gullig væske, der består af 90 % saltvand med en saltkoncentration, der svarer til havvands. Ud over saltvand indeholder plasma også fedtstoffer, hormoner, vitaminer, affaldsprodukter, sukkerstoffer og mange forskellige proteiner, der alle transporteres rundt med blodet.

Et af disse proteiner er albumin, hvis funktion er at transportere forskellige stoffer rundt i blodet. Albumin kan ikke trænge gennem karvæggen, og bliver derfor i blodbanen, hvor det er med til at sikre en høj koncentration af det stof, som fastholder plasma i blodbanen. Uden albumin ville vandet sive ud gennem karvæggen, fordi trykket er højere inde i karret, end det er i vævet udenfor.

Mængden af plasma sikrer normalt et passende forhold mellem mængden af blodceller og mængden af væske. Ved for mange blodceller øges blodets tykkelse, hvilket medfører en voldsom øgning af det arbejde, hjertet skal præstere for at pumpe blodet rundt i blodbanen. Hvis det ikke kan det, svigter hjertets funktion, og man får symptomer som ved en blodprop i hjertet.

Ud over albumin og andre transportproteiner indeholder plasma både antistoffer, der er produceret af immunforsvaret og koagulationsfaktorer, som får blodet til at størkne.

Opsummering

Vores blod har overordnet tre vigtige funktioner: Det sørger for at transportere ilt, næringsstoffer,
mm., rundt i kroppen og ud i organer og væv. Blodet forsvarer vores krop mod mikroorganismer, der angriber os udefra. Alle blodets bestanddele tager del i dette forsvar - både blodceller og plasma. Blodet regulerer også temperaturen i vores krop.

De røde blodlegemer - erytrocytterne - transporterer ved hjælp af hæmoglobin, ilt til kroppens organer. Hæmoglobinet giver de røde blodlegemer og blodet den røde farve. De røde blodlegemer danner sammen med blodpladerne den skorpe, der lukker et sår.
De hvide blodlegemer - leukocytterne - er de hovedansvarlige celler i kroppens immunforsvar. De findes i, og opholder sig også uden for, blodbanen, hvor de forsvarer kroppen mod smitte. De hvide blodlegemer opdeles i tre forskellige hovedgrupper - lymfocytter, monocytter/makrofager og granulocytter - der har hver deres funktion: Lymfocytterne genkender og identificerer antistofferne i det tilpassede immunforsvar. De reagerer mod fremmede organismer og »dræber« dem. Monocytter og makrofager nedbryder og ødelægger udslidte eller døde celler. Granulocytter indeholder enzymer, der nedbryder ødelagte væv. Det er på denne måde, at døde celler eller andre mikroorganismer fjernes fra kroppen. De hvide blodlegemer er altså både kroppens »dræbere« og »skraldemænd«.

Blodpladerne - trombocytterne - bliver aktive, når vi får et sår, og der går hul på blodkar og væv. Blodpladerne danner hurtigt en prop i hullet og aktiverer de koagulationsfaktorer, der får blodet til at størkne og danne sårskorpe. Under sårskorpen dannes nyt væv og hullet lukkes.

Plasma består hovedsageligt af saltvand og er med til at transportere næringsstoffer og flydende affaldsstoffer rundt i blodet. Herudover sørger plasma for, at blodet ikke bliver for tykt, så hjertet ubesværet kan pumpe det rundt i kroppen.

Spørgsmål

1) Giv et eksempel på, hvordan blod fungerer som et transportorgan.

2) Nævn de tre slags celler i blodet?

3) Hvad giver blodet den røde farve?

4) Hvad hedder de to typer lymfocytter, og hvilke funktioner har de hver især?

5) Hvad er blodpladernes funktion?

6) Nævn nogle af de stoffer, man kan finde i plasma.

>> Kapitel 4. Kroppens immunforsvar