Kapitel 2 - Bloddonorernes historie i Danmark

Den første blodtransfusion i Danmark

Den første transfusion fra menneske til menneske i Danmark fandt sted i 1848. Stedet var Almindeligt Hospital, Københavns fattighospital i Amaliegade. Med en sprøjte blev der indgivet dels friskt, ubehandlet donorblod – dels blod, der var pisket, så det mistede evnen til at størkne. Patienten var en officer, der havde fået amputeret et ben, og som var stærkt medtaget af infektion og blodforgiftning. Han døde fire dage efter transfusionen.

Transfusioner fra dyr i 1800-tallet
I slutningen af 1800-tallet blomstrede brugen af dyreblod ved transfusioner op igen. Årsagen til at det blev populært igen, både i Danmark og udlandet, kendes ikke. Den foretrukne donor dengang var et lam. Der var ingen begrundelse for valget af lammet, men man kan have en mistanke om, at der lå religiøse motiver bag: Det milde lam er nemlig et ældgammelt symbol på Jesus. Man havde store problemer med at skaffe tilstrækkeligt med menneskelige donorer, og lammene sagde trods alt ikke nej. Nogle hospitaler oprettede sågar fårestalde, så der altid var donorlam ved hånden!

En af de foregangsmænd, der slog på tromme for, at man ikke måtte give dyreblod til mennesker, var professor Peter Ludvig Panum (1820-1885), som senere lagde navn til Panum Instituttet i København. Mod århundredeskiftet gik man væk fra brugen af dyreblod, og man begyndte at give ufarlige saltvandsinfusioner i stedet.

Perioden mellem 1. og 2. verdenskrig
I perioden mellem 1. og 2. verdenskrig eksperimenterede man i Danmark en del med blodtransfusioner, især til kvinder, der blødte stærkt i forbindelse med fødsler. Det var som regel pårørende, der donerede blodet. I nogle tilfælde brugte man dog de patienter, der alligevel var på hospitalet. Nogle mente dog, at konsekvenserne af at bruge patienter - hvoraf nogle sikkert havde sygdomme, der smittede ved overførsel af blod - var uheldige.

Resultaterne efter mange af disse transfusioner samt Landsteiners opdagelse af AB0-blodtyperne ved århundredets start, fremmanede en ny indstilling blandt lægerne. Flere læger anbefalede, at man oprettede et fast, professionelt korps af blodtypebestemte donorer, som blev betalt for at stå til rådighed for de københavnske hospitaler.

I slutningen af 1920'erne blev der oprettet en blodtypeafdeling på Statens Serum Institut. Afdelingens opgave var bl.a. at bestemme donorernes blodtyper og at rådgive om transfusion. Og i 1932 så Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps dagens lys.

Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps
Som næstformand i Det Danske Spejderkorps besøgte Tage H. Carstensen (1897-1985) i sine unge år forskellige udenlandske spejderkorps, idet han interesserede sig for internationalt spejderarbejde. I 1930 vendte den kendte spejderleder og senere landsretssagfører tilbage fra en rejse til England med en idealistisk idé: Han havde på sin tur set, hvordan voksne, engelske spejdere – såkaldte »Rovere« - gav blod. Oplevelsen gjorde et stort indtryk på ham, og da han kom hjem, talte han med sine kammerater om det og tog det nødvendige initiativ.

Tage Carstensen begyndte for alvor sit arbejde to år efter, hvor det første donorkorps blev stablet på benene i København under navnet Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps.

Hans arbejde foregik i et snævert samarbejde med to andre ildsjæle: Den daværende reservelæge på Bispebjerg Hospital, dr.med. Jens Foged, som var ansvarlig for undersøgelsen af donorerne og direktøren for Statens Serum Institut, dr.med. Thorvald Madsen, der tog sig af blodtypebestemmelsen og indkaldelsen af donorerne.

Ifølge protokollen var Tage Carstensen selv den allerførste til at lægge sig på briksen. Den første frivillige, uegennyttige og ubetalte bloddonation i Danmark fandt således sted den 21. maj 1932.

Fra 50 til 230.000 donorer
Over hele landet blev der snart organiseret selvstændige lokale bloddonorkorps, som blev tilknyttet de lokale sygehuse. I 1932 var der 53 bloddonorer i Danmark, og man mente dengang, at 200 måtte være nok til at dække det fremtidige behov for blod! Men med tiden steg antallet af blodtransfusioner, og hospitalerne fik brug for mere blod. Det blev derfor nødvendigt at skaffe flere bloddonorer, hvilket skete i et nært samarbejde med andre humanitære organisationer.

Før 2. verdenskrig foregik blodtapningen på det sygehus, hvor der var behov for blodet. På alle tider af døgnet indkaldte lægen en donor, tappede blodet i glasflasker og overførte det med det samme til patienten, der ofte blot lå bag en skærm. Den første egentlige blodbank i Danmark åbnede den 2. april 1951 i en ledig barak fra folketuberkuloseundersøgelserne ved Bispebjerg Hospital. På dette tidspunkt var antallet af bloddonorer steget til 25.000 på landsplan – blot tyve år efter oprettelsen af det første donorkorps.

I 1952 enedes alle medvirkende i donorarbejdet om at oprette landsorganisationen Danmarks Frivillige Bloddonorer. Landsorganisationens opgave var at fremme donorsagen og overvåge dens udvikling i Danmark. I dag hedder organisationen Bloddonorerne i Danmark, men den bygger fortsat på de oprindelige principper om anonym, frivillig og ubetalt blodgivning. I dag er der cirka 237.000 bloddonorer i Danmark, der hvert år giver godt 372.000 portioner blod (2009).

Struktur og frivillighed

I dag er bloddonation i Danmark organiseret i et landsdækkende netværk af tappesteder og frivillige donorkorps, som alle indgår i bloddonorernes landsorganisation: Bloddonorerne i Danmark (BiD). Det arbejde, der ligger til grund for det danske bloddonorsystem, udføres af mennesker, der frivilligt og ulønnet varetager de cirka 237.000 danske donorers interesser.

Blodbankerne og de lokale korps
Arbejdet med blodtapning, analyser og fordeling af det tappede blod sker de steder, hvor man bliver tappet. Man skelner mellem blodbankerne, som er sygehusafdelinger, der kan tappe og udføre de nødvendige undersøgelser og tappestederne, som er de steder, hvor der udelukkende foretages tapninger. Der bliver også tappet på skoler, arbejdspladser m.v., af mobile blodbanker, der leverer det tappede blod videre til en blodbank.

Uanset hvor tapningen foregår, tilhører alle donorer et lokalt donorkorps. Ledelsen af de 66 lokale korps består af særligt engagerede donorer, og har lige fra begyndelsen været baseret på frivilligt arbejde.

De lokale korps varetager donorernes interesser og skal sørge for at skaffe nye donorer, så der hele tiden er blod nok til patientbehandlingen. Donorkorpset ledes af en ulønnet bestyrelse på mindst fem medlemmer, der mødes nogle gange om året. Fra sygehusene modtager korpsene et gebyr pr. tapning, som de bruger til arbejdet med rekruttering, information, donormotivation, fester for donorerne, osv. Nogle gange arrangeres små begivenheder i lokalområdet, som eksempelvis hvervekampagner eller lignende.

Alle kan være med til at gøre et stykke frivilligt arbejde i det lokale korps. Blodbanken eller landsorganisationen kan hjælpe med kontakten til det lokale korps.

Landsorganisationen Bloddonorerne i Danmark

De lokale bloddonorkorps i en region arbejder sammen i en regionsbestyrelse. Regionsbestyrelsens opgaver er at forhandle med sygehusmyndighederne, og at varetage korpsenes fælles interesser samt iværksætte regionsdækkende hvervekampagner. Der er i dag fem regionsbestyrelser. De 66 lokale donorkorps er alle tilsluttet Bloddonorerne i Danmark. Landsorganisationen støtter korpsene med vejledning og informationsmateriale, varetager donorernes interesser og repræsenterer de danske donorer internationalt. Bloddonorerne i Danmark udgiver også bladet Donor Nyt, holder kontakt til pressen.

Den øverste ledelse for Bloddonorerne i Danmark er landskomitéen, hvor der sidder 41 personer fra hele landet. De lokale donorkorps er repræsenteret med syv medlemmer fra hver region. Resten af landskomitéens medlemmer kommer fra organisationer, der arbejder inden for blodområdet og fra organisationer, der var med til at stifte Bloddonorerne i Danmark.

Opsummering

Den første blodtransfusion i Danmark foregik i 1848 på Almindeligt Hospital i København. Karl
Landsteiners opdagelse af AB0-blodtyperne samt brugen af patienter og pårørende som donorer,
fremmanede i mellemkrigstiden idéen om, at man burde bruge raske og blodtypebestemte donorer.
I slutningen af 1920'erne oprettede man derfor en blodtypeafdeling på Statens Serum Institut, og i 1932 stiftede Tage Carstensen »Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps«. Han var også - ligeledes i 1932 - den første til at lægge sig på briksen og frivilligt og ubetalt donere blod. Den 2. april 1951 åbnede den første blodbank i Danmark på Bispebjerg Hospital i København.

De lokale donorer rundt omkring i landet blev i 1952 enige om at organisere sig på landsplan, og landsorganisationen Danmarks Frivillige Bloddonorer blev stiftet. Denne organisation hedder i dag Bloddonorerne i Danmark, og varetager stadig de nu cirka 237.000 danske bloddonorers interesser.

Spørgsmål

1) Hvorfor ændrede man i mellemkrigstiden indstilling til procedurerne for bloddonation?

2) Hvilke to institutioner blev oprettet som følge af den nye indstilling til bloddonation?

3) Hvor fik Tage Carstensen idéen til Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps fra?

4) Hvornår foregik den første frivillige og ubetalte bloddonation i Danmark?

5) Hvor mange gange er antallet af donorer i Danmark blevet større fra 1932 til i dag?

>> Kapitel 3. Blodets funktioner og bestanddele