Kapitel 10 - Anvendelse af blod

Hvordan anvendes donorblod?

Donorblod anvendes hovedsageligt direkte til behandling af patienter. En mindre del anvendes dog til kvalitetskontrol af produktionen. Nogle få portioner anvendes som normalmateriale til justering af apparaturer i hospitalslaboratorier, som undersøger blod fra patienterne. Efter aftale med Bloddonorerne i Danmark og den enkelte donor, anvendes nogle få portioner til forskning.

Donorblod anvendes almindeligvis efter at være opdelt i komponenter. Ud over at opdelingen giver blodet en bedre kvalitet, kan hver tappet portion derved også blive til gavn for flere patienter.

Sidst, men ikke mindst, er der den helt indirekte »anvendelse« af donorblod, hvor patienterne slet ikke får noget blod, men hvor man for en sikkerheds skyld først påbegynder en kompliceret undersøgelse eller et kirurgisk indgreb, når der står blod klar til patienten til de sjældne situationer, hvor der kan opstå en komplikation med en akut blødning.

Hvilke patienter får blodet?

Ofte forbindes blodtransfusion med blå blink, ulykker og kirurgi. Men donorblod anvendes også i forbindelse med en lang række ikke akutte sygdomme. Det drejer sig især om behandling af kræftsygdomme og ved behandling af blodsygdomme. Specielt anvendes der mange blodkomponenter til de patienter, der får transplanteret knoglemarv.

En opgørelse over anvendelsen af blodkomponenter baseret på udtræk fra Dansk Transfusionsdatabase (2008) har vist, at blodkomponenterne anvendes til patienterne efter denne
fordeling:

13 % til behandling af hjerte– og karsygdomme
34 % til behandling af kræft (inkl. blodkræft)
53 % til behandling af andre patientgrupper

Den sidstnævnte gruppe omfatter bl.a. patienter med skader fra ulykker (7 %), patienter med sygdomi i fordøjelsesorganerne (11 %), patienter med sygdom i blodet (2 %) og infektioner (6 %).

Patienter med sygdomme i hjerte eller kar (13 %)
13 % af blodet bruges til patienter med forkalkninger i hjertets kranspulsårer eller i den store hovedarterie (aorta). Behandlingen af disse sygdomme er almindeligvis kirurgisk. Til en operation for forkalkninger i hjertets kranspulsårer, anvendes ofte slet ikke blod eller kun nogle få portioner røde blodlegemer. Det er således ikke mængden pr. operation, der giver det store forbrug, men derimod at der er så mange operationer: 15-25 pr. dag for hele landet. Ved forkalkninger i aorta kan der gå hul på karvæggen, hvilket kan medføre en voldsom akut blødning, hvor der ofte skal anvendes 20-50 portioner røde blodlegemer, blodplader og plasma.

Kræftpatienter (34 %)
På landets større sygehuse bruges ca. 34 % af alt donorblod til kræftpatienter. Kræftpatienterne har meget ofte blodmangel (anæmi) på grund af en hæmmet dannelse af røde blodlegemer i knoglemarven i forbindelse med kemoterapi. Symptomerne på anæmi er bleghed, træthed, svimmelhed og åndenød ved anstrengelse.

Behandling af andre patientgrupper (54 %)
Det drejer sig fx om patienter, der har været udsat for ulykker, fx trafikulykker. Af andre kan nævnes patienter med blødende mavesår, blødninger i tarmen eller blødninger efter fødsler. Ved mindre blødninger behøver man ikke at erstatte blodtabet med donorblod, men kan nøjes med at give saltvand. Ved store blødninger er det vigtigt at give både røde blodlegemer, blodplader og plasma.

Hvordan anvendes de enkelte dele af blodet?

Af blodets celler er det kun de røde blodlegemer og blodpladerne, der anvendes til behandling af patienterne. De hvide blodlegemer anvendes normalt ikke. Ved fremstilling af blodkomponenter søger man tværtimod ofte at nedsætte mængden af hvide blodlegemer så meget som muligt, fx ved at filtrere dem fra. Dette gøres, fordi de ofte har en mere skadelig end gavnlig virkning på patienterne.

De røde blodlegemer bruges i forbindelse med større blødninger, operationer og behandling af blodmangel. Blodpladerne gives, hvis patientens blod er meget dårligt til at størkne på grund af manglende blodplader. Det ses oftest ved store blødninger eller ved manglende egenproduktion, fx til patienter med kræftsygdomme. Plasma anvendes til patienter, der har mangel på de faktorer, der indgår i blodets størkningsproces.

Fremstilling og anvendelse af plasmaderivater
Det plasma, der ikke umiddelbart anvendes til patienterne, anvendes til fremstilling af koncentrater af de proteinstoffer, der findes i blodet (plasmaderivater), fx gammaglobulin og albumin. Dette foregår på lægemiddelfabrikker. Ved fremstillingen blandes 10-100.000 portioner plasma sammen i et stort kar. Herefter udsættes det for forskellige kemiske og fysiske påvirkninger, hvorved proteinstofferne viser sig som bundfald. Disse udtages til videre forarbejdning. I processen indgår også drab af virus, dels ved hjælp af varme, dels ved hjælp af kemikalier.

Hvornår skal der gives blod eller blodkomponenter?

Forud for transfusion af en blodkomponent, skal lægen i patientens journal skrive indikationen for at give patienten blod. Det vil sige, at lægen skal overveje følgende inden en blodtransfusion ordineres:

- Kan patienten klare sig med noget andet end blod, fx saltvand, sukkeropløsning eller albumin?
- Hvilken del af blodet har patienten reelt brug for?

Mange mennesker, især unge med normal hjertefunktion, kan sagtens tåle at miste over én liter blod (20 % af blodvolumen hos en voksen person), uden at det skal erstattes med røde blodlegemer. I stedet for en blodtransfusion bør lægen vælge at ordinere en opløsning af salt, da dette kan genoprette den samlede blodvolumen. Har patienten blodmangel på grund af jern– eller vitaminmangel, gives dette, så patienten selv danner nye røde blodlegemer Dermed undgår man samtidig at få nogle af de komplikationer, der kan optræde i forbindelse med transfusion af blod fra andre mennesker.

Komplikationer ved transfusion af blodkomponenter

I dag opstår der sjældnere komplikationer i forbindelse med blodtransfusion end tidligere. Det er især feber og udslæt i huden, der undgås. Det skyldes, at man i dag anvender blodkomponentterapi i stedet for fuldblod. Herved undgår man at give patienterne blod med et højt indhold af hvide blodlegemer, som typisk er det, der medfører den slags komplikationer.

Komplikationer, der kan opstå ved blodtransfusion, kan inddeles i tre hovedgrupper:

Immunologiske komplikationer
De immunologiske komplikationer skyldes uforligelighed mellem donorens og patientens blod. Når donorens og patientens blod ikke kan forliges, er det, fordi der findes antistoffer i blodet hos den ene, der reagerer med antigener i blodet hos den anden.

Smitte
Komplikationer med smitte drejer sig om overførsel af bakterier, parasitter eller virus med donors blod. Man kan fx have bakterier i sit blod i det første døgn, efter at man har fået renset tænder hos tandlægen. De kan også være tilført under fremstillingen af blodkomponenter. Det ses især ved fremstilling af blodplader, idet disse bagefter opbevares ved 22° C, som er en god temperatur for vækst af bakterier, der stammer fra donors hud i forbindelse med indstikket.

Virus kan overføres med donorblod, hvis donor har virus i sit blod. Det drejer sig især om virus, der giver leverbetændelse og om hiv. For at undgå dette, udspørges donor om smitterisikoadfærd for at udelukke smitte i vinduesperioden og hver eneste portion blod undersøges for smittemarkører.

Fejl
Fejl kan fx være transfusion af en portion blod til en forkert patient. Enten fordi portionen var mærket med en anden patients data og bestemt for denne, men alligevel blev givet til den forkerte, eller det kan dreje sig om transfusion af en portion blod til den patient, den var bestemt til, men at der blev givet blod med en forkert blodtype eller en forkert blodkomponent.

I Danmark forekommer der fire alvorlige transfusionskomplikationer for hver 100.000 anvendte blodkomponenter. Halvdelen af disse er immunologiske, og halvdelen smitte eller fejltransfusioner.

Opsummering

Donorblod anvendes hovedsageligt direkte til behandling af patienter. En mindre del anvendes til kvalitetskontrol af produktionen som normalmateriale til justering af apparaturer i hospitalslaboratorier og til forskning. Overskud af plasma bliver anvendt til plasmaderivater som gammaglobulin og albumin. Lageret af blod i blodbanken fungerer også som sikkerhedsnet i de tilfælde, hvor mindre operationer kompliceres med uventede blødninger.

Blodkomponenterne bliver især anvendt til patienter med kræft (ca. 40 %) og til patienter med hjerte-, kar- og lungesygdomme (ca. 20 %). Resten anvendes til behandling af ulykker, sygdomme i fordøjelsesorganerne og sygdom i blodet.

Blodkomponenterne anvendes således, at de røde blodlegemer gives ved større blødninger og ved behandling af blodmangel. Blodpladerne gives ved store blødninger eller ved mangel på blodplader, mens plasma anvendes ved mangel på de faktorer, der indgår i blodets størkningsproces.

Før transfusion af en blodkomponent skal lægen overveje om patienten kan klare sig med noget andet end blod, fx saltvand eller albumin, samt hvilken del af blodet, patienten i givet fald reelt har brug for.

Transfusionskomplikationer forekommer sjældent. De kan inddeles i de immunologiske, der skyldes uforligelighed mellem donorens og patientens blod, i smitte med overførsel af bakterier eller virus, samt i de komplikationer, der skyldes fejl.

Spørgsmål

1) Nævn fire hovedanvendelsesområder for blodkomponenter.

2) Hvilke patienter anvendes blodkomponenterne især til?

3) Ved hvilke tilstande anvendes de enkelte blodkomponenter?

4) Hvad kan man evt. anvende i stedet for blodkomponenter?

5) Hvilke typer af komplikationer ses ved transfusion af blodkomponenter?

>> Kapitel 11. Bloddonor - ja eller nej?