Kapitel 1 - Den blodige historie

Blodets kraft og symbolik 

Der har altid knyttet sig en særlig symbolik og kraft til blodet. I mange kulturer har folk anset blod for at besidde religiøse og magiske kræfter.

Blandt primitive folkeslag herskede den opfattelse, at man - ligesom ved kannibalisme - kunne få overført kræfter ved at drikke et dyrs eller et menneskes blod. I det antikke Rom var det almindeligt, at tilskuerne efter en gladiatorkamp løb ind i arenaen og drak blodet fra de døende dyr og gladiatorer.

At årelade med levende igler

Man mente altså, at blodet havde en form for kraft i sig, som man respekterede, og som både knyttede sig til psyken og til legemet. Idéen om at »justere« mængden af blod i en person opstod tidligt, eftersom det altid har været evident, at hvis en person mistede for meget blod, så døde vedkommende.

På den baggrund opstod de første eksperimenter med åreladninger, hvor man drænede en person for en bestemt mængde blod. Disse forsøg var baseret på den moderne lægekunsts fader, Hippokrates’ teorier om kroppens fire væsker: Blod, urin, gul galde og sort galde. Hver af disse væsker havde en funktion, og gav en person sine egenskaber og personlighed.

Man mente, at mange sygdomme skyldtes, at fordelingen mellem de fire væsker var i uorden. Blodet ansås som den vigtigste af de fire væsker: Det var her, lidenskaben lå. Var en person sindssyg, kunne han blive kureret ved at lade sig årelade og med blodet fjerne noget af lidenskaben. Åreladning skete enten ved små snit i albuebøjningen med særligt snedige maskiner, eller ved påsætning af levende, blodsugende igler. Åreladninger blev dog ikke kun brugt til at justere de fire væsker og behandle sygdomme. Landbefolkningen brugte det også som et »pift« om efteråret, fordi de følte, at det gav dem ekstra energi. Igler og åreladning blev dog først og fremmest brugt til at kurere diverse sygdomme. Det er ikke utænkeligt, at vores oldeforældre har fået »behandlet« sygdomme ved hjælp af igler.

Første blodtransfusion fra dyr til menneske

Man mente altså, at en person kunne få det bedre, hvis man »justerede« mængden af blod, og noget tyder på, at de gamle egyptere - allerede i årtusindet før vor tidsregning - forsøgte at give mennesker blod.

Den første egentlige blodtransfusion fandt sted i årene omkring 1667. Ingen er dog helt sikre på, om det var engelske eller franske videnskabsmænd, der først kom på idéen. Inden for videnskaben bekrigede de nemlig hinanden for at få lagt navn og nation til de nye opdagelser, der var så mange af sidst i 1600-tallet.

Syd for Den Engelske Kanal sad den franske videnskabsmand Denis, der bl.a. var livlæge for Solkongen, Louis XIV. Han havde udført en del eksperimenter med blod, og overvejet blodets funktioner og egenskaber. I 1667 fandt han et »forsøgsdyr«: En midaldrende brandstifter og nudist, Mauroy, en »skidt knægt«, der var kendt for at være brutal og ofte banke sin kone. Foran en stribe fine herrer tappede Denis den rå håndværker for ca. 300 gram blod og indgav ham bagefter en kopfuld blod, som han havde tappet fra en blid kalv. Denis mente, at han ved at overføre kalvens blod, også overførte dens milde egenskaber, hvorved Mauroy ville blive kureret for hans brutalitet.

Eksperimentet lykkedes… nogenlunde. Mauroy klagede ganske vist over brændende smerter op ad den arm, hvor blodet var blevet indgivet, han mistede bevidstheden og fik sort urin, men overlevede trods alt transfusionen. Han blev nok mere syg, end han blev blid som en kalv.

Samtidig, nord for Den Engelske Kanal, sad nogle fornemme gentlemen i The Royal Society og diskuterede englænderen William Harveys opdagelse af blodets cirkulation: At blodet bliver transporteret fra hjertet via arterier og tilbage til hjertet via vener. Konsekvensen af denne opdagelse var, at hjertet - der hidtil havde været sæde for bl.a. kærligheden og troen - nu blev »reduceret« til et stykke levende maskineri.

Dette var en stor opdagelse for videnskabsmændene. De havde indtil da eksperimenteret med at transfundere blod fra kvæg, lam, hunde og heste og efterfølgende indgive alskens væsker: Vin, øl, mælk og urin! Hvis man stikker en kanyle, der i gamle dage var lavet af sølv, ind i en vene der fører blodet til hjertet, er der intet tryk på og blodet størkner i nålen. Hvis man gør det samme i en arterie, er der masser af tryk på, og blodet sprøjter ud. (Hos modtageren af blodet skal det naturligvis gøres omvendt). Ironisk nok - og heldigvis - er det sikkert på grund af denne manglende viden, at mange mennesker faktisk overlevede at modtage blod fra dyr... fordi blodet simpelthen aldrig kom ind i patientens blodårer!

Dengang havde man nemlig brug for det tryk, der er i arterierne, for at kunne gennemføre en tapning. I dag kan man tappe fra venerne ved at anlægge en såkaldt stase, som forhindrer et tilbageløb af blod fra venerne ved, at der bliver lagt et stramt bånd om fx overarmen. Denne proces er derfor langt mindre dramatisk end tidligere. Og når blodposen hænger under donor, løber blodet alligevel af sig selv.

Første transfusion fra menneske til menneske

Den første transfusion fra menneske til menneske blev foretaget af den engelske læge James Blundell. Den fandt sted i London i 1818, efter at forsøgene med blod havde ligget stille i 150 år. Blundell indsprøjtede små mængder friskt blod - fra i alt tyve forskellige donorer - i en patient, der var alvorligt syg af mavekræft. Patienten overlevede ganske vist ikke, men Blundell fortsatte sit arbejde med en videnskabelig nøjagtighed, der var usædvanlig for perioden. I løbet af de næste ti år foretog han ca. ti transfusioner, og i halvdelen af tilfældene overlevede patienten.

Også spørgsmålet om, hvor blodet skulle komme fra, optog Blundell. Fordi det ofte drejede sig om hastesituationer, mente Blundell, at det var upraktisk at benytte dyreblod, for som han sagde: »En hund kan måske komme, når man fløjter, men dyret er for lille. En kalv kunne synes egnet til formålet, men den er ikke blevet oplært i at gå op ad trapperne.«

Ellers beskæftigede man sig dengang ikke meget med spørgsmålet om, hvem der skulle donere blodet. I Tyskland blev der præsenteret et forslag om, at dødsdømte skulle benådes - forudsat at de resten af deres liv forpligtede sig til at give blod - men det vides ikke, om dette nogensinde blev til mere end et forslag.

Landsteiners tigerspring: A, B, AB og 0

Resultaterne af transfusionerne var lige så uforudsigelige som slaget med en terning - bl.a. fordi man ikke var klar over, at mennesket har forskellige blodtyper, og at blod fra to personer derfor kan være uforligeligt. Hvis donor og patient ikke har samme blodtype, og deres blod derfor er uforligeligt, risikerer patienten at dø.

Derfor kom det suverænt vigtigste tigerspring i transfusionens historie i 1901 med østrigeren Karl Landsteiners opdagelse af menneskets forskellige blodtyper. I 1909 klassificerede han menneskeblodet i de i dag så velkendte blodtyper A, B, AB og 0 (nul) og påviste, at det er katastrofalt at blande blodet mellem visse af typerne.

I 1930 fik Landsteiner Nobelprisen i Medicin for opdagelsen af menneskets blodtyper.

Fremskridt under verdenskrigene

Man kan sige meget grimt om krige, men de store krige har også været den triste baggrund for eksperimenter og fremskridt inden for mange forskellige områder, herunder blodtransfusion.

Den første mobile blodbank blev oprettet i forbindelse med 1. verdenskrig. Den blev etableret af den engelske hær på slagmarken i Frankrig. Flere forskere havde - mere eller mindre uafhængigt af hinanden - i årene 1914-1916 udviklet en væske bestående af vand, salt, citrat og sukker, som man kunne tilsætte donorblodet, så det ikke størknede. Det banede vejen for opbevaring af blodet, så man ikke længere behøvede at overføre det direkte fra donor til patient. På slagmarken i Frankrig kunne man således opbevare blodet i 10-26 døgn, før det blev brugt.

Den første »rigtige« hospitalsblodbank blev oprettet i 1932 i Sankt Petersborg, og i 1937 brugte man for første gang ordet blodbank, da man oprettede en sådan på Cook County Hospital i Chicago. Det er værd at hæfte sig ved, at blodet i denne bank blev skaffet fra frivillige donorer.

Efter 2. verdenskrig vendte mange læger hjem fra fronten. De havde set, hvor meget gavn blodtransfusion kunne gøre fx for sårede soldater, der havde fået amputeret et ben. På grund af lægernes erfaringer, som de bragte med sig ud i det civile liv, blev der i efterkrigstiden oprettet blodbanker verden over.

Opbevaringen af blod blev gjort endnu lettere med indførslen af den robuste blodpose af plastic i 1953. Indtil da havde man opbevaret blodet i glasflasker, men de var svære at transportere og gik let i stykker. Anvendelsen af blodposer gjorde det også praktisk muligt at opdele en portion blod i blodets enkelte bestanddele under sterile forhold.

Opsummering

Man har i flere århundreder eksperimenteret med at tappe og indgive blod, for på denne måde at justere mængden af blod. Åreladninger blev bl.a. brugt til at kurere folk, der var sindssyge. Man mente, at hvis man fjernede noget af den sindssyges blod – som var den væske, der indeholdt lidenskaben – så ville personen blive rask. Åreladninger blev også brugt som et »pift« om efteråret, hvis folk følte, at de havde brug for mere energi.

Ud over åreladninger blev der eksperimenteret med blodtransfusioner - både fra dyr til mennesker og mennesker imellem. Man mente bl.a., at man kunne overføre nogle af et dyrs egenskaber ved at transfundere dyrets blod til et menneske. At disse eksperimenter ikke altid slog folk ihjel skyldes sandsynligvis, at der rent faktisk ikke kom noget blod ind i patienterne.

Den første transfusion fra menneske til menneske foregik i 1818 og tilskrives den engelske læge, James Blundell. Ud over at forsøge at transfundere blod mellem to mennesker, interesserede Blundell sig for, hvor donorblodet skulle komme fra.

En af milepælene i bloddonationens historie kom i 1901 med Karl Landsteiners opdagelse af menneskets blodtyper. Han beskrev i 1909 den inddeling af AB0-blodtypesystemet i blodtyperne A, B, AB og 0 (nul), som har været anvendt siden.

I forbindelse med de to verdenskrige kom man endnu et skridt nærmere en organisering af bloddonation. Under 1. verdenskrig fandt man ud af at tilsætte en væske bestående af vand, salt, citrat og sukker til blodet, så det ikke størknede. Herefter behøvede man ikke længere at transfundere blodet direkte fra donor til patient. Dette førte til oprettelsen af de første blodbanker i 1930'erne. Opbevaringen af blodet i blodbankerne blev i 1953 gjort lettere ved at udskifte de glasflasker, man tidligere havde opbevaret blodet i, med blodposer af plastic.

Spørgsmål

1) Hvilke fire væsker mente Hippokrates gav en person egenskaber og personlighed?

2) Hvorfor overlevede så mange mennesker blodtransfusionerne mellem dyr og mennesker?

3) Hvad hedder de fire blodtyper Karl Landsteiner opdagede i 1901 og kortlagde 1909?

4) I hvilket årti opstod de første rigtige blodbanker?

5) Hvordan opbevarede man blodet før og efter 1953?

>> Kapitel 2. Bloddonorernes historie i Danmark