Handlinger tilknyttet webside
Forord
»Dit blod« er en lærebog om blod. Formålet med bogen er at give læseren en grundlæggende viden om såvel blod som bloddonation.
Tre hovedemner
Første del af bogen fortæller historien bag bloddonation. Der er gennem tiden blevet eksperimenteret med blod og bloddonation på et utal af måder, og med mere eller mindre gode resultater til følge. Udviklingen gennem tiden viser, hvordan en større forståelse for blodet og dets funktioner har medført gode resultater med blodtransfusion, og der er mange gode historier at
fortælle.
Anden del er hovedafsnittet, hvor der stilles skarpt på blodet og dets funktioner samt kravene og standarderne bag korrekt og sikker bloddonation. Selve forståelsen af blod som et flydende organ, der varetager mange forskellige funktioner i kroppen, ligger til grund for blodtransfusion. Viden om blodets bestanddele, blodtyper, antistoffer og antigener giver en forståelse af blodets betydning samt vigtigheden af et velfungerende bloddonorsystem som det danske, der hører til et af verdens bedste - kendetegnet bl.a. ved den meget høje sikkerhed for både donor og modtager.
I sidste del sættes bloddonation i en samfundsmæssig sammenhæng, og nogle etiske overvejelser ridses op. Formålet med denne del er at inddrage personlige, holdnings- og følelsesmæssige aspekter af bloddonation. Der lægges op til omtanke hos læseren, som opfordres til selv at tage stilling til, hvad bloddonation betyder for hende eller ham.
Bemærk i øvrigt, at der sidst i bogen (fra side 68) findes en ordforklaring.
Der er mange, der har støttet og hjulpet tilblivelsen af denne bog. En stor gruppe mennesker har arbejdet frivilligt og ulønnet med projektet, og de fortjener en særlig tak. Tak til overlæge Jan Jørgensen og afdelingslæge Bjarne Møller, Klinisk Immunologisk Afdeling på Skejby Sygehus samt overlæge Ellen Taaning, Klinisk Immunologisk Afdeling på Amtssygehuset i Herlev for deres lægefaglige bistand. Ligeledes en tak til Elisabeth Penninga, Birgitte Tusgaard Petersen, Helle Damgaard Sørensen og Eva Rabing Christensen for deres arbejde med manuskriptet til det lægefaglige afsnit. Eleverne i 1. d ved Falkonergårdens Gymnasium får en stor tak for deres vurdering af bogens oprindelige layout. Thomas Oldrup, Steffen Dalsgaard og Signe Borup takkes for deres arbejde med de historiske og det etiske afsnit. Alt i alt rettes der en stor tak til alle, der har hjulpet med stort og småt. Uden megen frivillig hjælp havde vi ikke kunnet skrive bogen om »Dit Blod«.
Bloddonorerne i Danmark, 2002 (revideret 2010).
