Blodbankerne kommer til Danmark

Af HENNING SØRENSEN FHV. BLODBANKCHEF, HS:BLODBANK

De første blodbanker blev grundlagt i USA og England umiddelbart før og under 2. verdenskrig. Blodet blev tappet fra bloddonorerne i glasflasker og opbevaret i blodbanken i op til 14 dage. Kirurgen Karl Henrik Køster fra Bispebjerg hospital deltog i krigshandlingerne på engelsk side som kirurg. Her lærte han den store betydning, som blodtransfusion havde for at redde livet på svært tilskadekomne og blødende patienter. Hurtig indsats efter tilskadekomsten var vigtig. Det betød, at blodet skulle være til rådighed med kort varsel.

Ved sin hjemkomst efter krigen gjorde Køster en stor indsats for at få oprettet hospitalsblodbanker i Danmark.

I 1951 lykkedes det på Bispebjerg hospital at få etableret den første blodbank. I 1954 oprettedes blodbanken på Rigshospitalet med Erik Freiesleben som chef. Freiesleben kom fra Statens Serum Instituts blodtypeafdeling, hvor han i adskillige år havde arbejdet med blodtyper – herunder nyopdagede blodtypesystemer. Blandt disse var Rhesus.

Freieslebens viden om blodtypesystemer viste sig at få stor betydning for den praktiske blodtransfusion i Danmark.

Blodtyper og undertyper kunne tilrettelægges og matches på en sådan måde, at komplikationer ved mange blodtransfusioner kunne undgås. Derfor blev Køsters praktiske viden om blodtransfusion og transfusionsudstyr kombineret med Freieslebens viden om blodtyper det fundament, som udviklingen af blodbankerne kom til at hvile på.

Ideen spreder sig

Etableringen af hospitalsblodbanker var en succes, og ideen spredtes ud over landet. Blodforbruget nærmest eksploderede. De fleste steder oprettedes blodbankerne i forbindelse med hospitalslaboratorierne. På Statens Serum Institut blev der holdt kurser for læger og laboranter i blodtypebestemmelse og blodopbevaring. Ved slutningen af  70´erne var der oprettet over 80 blodbanker ved sygehuse spredt over hele landet. Hver blodbank benyttede sig af lokale bloddonorer.

Tekniske fremskridt inden for blodbankvirksomhed gjorde med tiden de små blodbanker umoderne. De kunne ikke længere leve op til gældende krav. Udviklingen medførte blandt andet bedre laboratorieteknik, bedre produktions- redskaber og bedre opbevaringsvæsker for blodet, som forlængede blodets levetid op til 35 dage.

Moderne blodcentrifuger gjorde det muligt at separere blodet i flere bestanddele, der kunne bruges til at behandle mange sygdomme. Blodbankerne fik derved mange forskellige blodkomponenter at holde styr på. Desuden kom der officielle krav fra sundhedsmyndighederne til blodbankernes indretning og til blodprodukternes fremstilling, opbevaring og kvalitet.

Fra decentralisering til centralisering

I slutningen af 80´erne indførte sundhedsmyndighederne inspektion af blodbankerne. Det indebar eftersyn af lokaler og deres indretning, apparatur, kvalitetskontrollen og dokumentationen af blodproduktfremstillingen. De strengere krav medførte efterhånden, at produktionen samledes på færre og større blodbanker med specielle laboratorier til kvalitetskontrol og daglig overvågning af produktion og rutiner.

Med kommunesammenlægningerne og amternes nedlæggelse betjener blodbankerne i dag de fem nye sygehusregioner.

Denne centralisering vil i løbet af nogle år formentlig ende med én national blodbankorganisation.

De centrale sundhedsmyndigheder, nævn og organisationer

Udviklingen af blodbankvæsnet i Danmark har ikke været tilfældig. Allerede i 1954 nedsatte indenrigsministeriet Blodtransfusionsnævnet (1954-70), som havde til opgave at udarbejde retningslinier for blodtransfusionens organisation.

 Sundhedsstyrelsen overlod Freiesleben opgaven at skrive bogen Vejledning i blodtransfusion, hvis første del udkom i 1965. Bogen var en stor hjælp for alle, der skulle bestyre en blodbank.

Den stigende kompleksitet i blodtypebestemmelser og fremstilling af blodprodukter førte til, at sundhedsstyrelsen i 1967 oprettede det lægelige speciale ’klinisk blodtypeserologi’.

Specialet blev senere ændret til ’klinisk immunologi’.

Efterhånden som flere speciallæger blev uddannet, overtog de chefposterne og dermed ansvaret for de større blodbanker, der lå spredt ud over hele landet.

I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90´erne udsendte Sundhedsstyrelsen cirkulærer til blodbankerne om testning af donorblod mod smitsom leverbetændelse og HIV. I 1992 udgav samme styrelse en ’Vejledning i god fremstillingspraksis for blodbankers fremstilling af blod og blodkomponenter’, og i 1994 nedsatte den et Nationalt Transfusionsråd med henblik på lægefaglig rådgivning af styrelsen i transfusionsmedicinske spørgsmål.

Internationale forbindelser

Europarådet har siden 1961 haft flere komitéer vedrørende blodtransfusion, hvor danske speciallæger har haft en plads.

Komitéerne har udarbejdet faglige retningslinier for de nationale sundhedsmyndigheder, og mange af dem har haft stor indflydelse på blodbankudviklingen i Europa. Men med Amsterdam-traktatens vedtagelse i 1997 overdrog Danmark endegyldigt sin beslutningskompetence på sundhedsområdet til EU. Det er en del af forklaringen på Bloddonorernes mangeårige internationale engagement.