Historie

Da den unge spejderleder og senere landsretssagfører Tage Carstensen (1897-1985) kom hjem fra en rejse i England i 1930, havde han mere end cheddarost og tweedjakke med i bagagen. Carstensen havde set, hvordan de voksne engelske spejdere - de såkaldte Rovere - gav blod. Det inspirerede ham så meget, at han sammen med reservelæge Jens Foged på Bispebjerg hospital og Thorvald Madsen, direktør for Statens Serum Institut, to år senere grundlagde Spejdernes og Væbnernes Frivillige bloddonorkorps. Der blev organiseret selvstændige lokale bloddonorkorps, som blev tilknyttet de lokale sygehuse.

I 1932 var der 53 bloddonorer i Danmark. Man mente dengang, at 200 måtte være nok til at dække det fremtidige behov for blod! Men med tiden steg antallet af blodtransfusioner, og hospitalerne fik brug for mere blod. Det blev derfor nødvendigt at skaffe flere bloddonorer, hvilket skete i et snævert og frugtbart samarbejde med hjælp fra andre humanitære organisationer, bl.a. spejderne og Sct. Georgs Gilderne.

Før 2. verdenskrig foregik blodtapningen på det sygehus, hvor der var behov for blodet. Lægen tilkaldte en donor, tappede blodet i glasflasker og overførte det til patienten - der ofte blot lå bag en skærm - med det samme. Men efter krigen blev der etableret egentlige blodbanker, og i 1945 var antallet af bloddonorer vokset til ca. 5.000 i hele landet.

I 1952 enedes alle medvirkende i donorarbejdet om at oprette landsorganisationen Danmarks Frivillige Bloddonorer, der fik til opgave at fremme donorsagen og at overvåge dennes udvikling i Danmark. Organisationen hedder i dag Bloddonorerne i Danmark, men bygger fortsat på de oprindelige principper om frivillig, anonym og ubetalt blodgivning.