Vi bruger blodet med omtanke

Tekst: Søren Falck

Et traumecenter fungerer som pitten i Formel 1. Personalet kan ikke skifte hjul på 7 sekunder, men de arbejder med samme stramme arbejdsfordeling og tidspres som i en pit, så fysisk svært tilskadekomne sikres den bedst mulige og mest effektive behandling, danske sygehuse kan præstere.

Rigshospitalets TraumeCenter er placeret i underetagen af den massive hovedbygning, så selv her på årets første rigtige forårsdag finder solens stråler ikke frem til lokalet, hvor jeg sidder med overlæge Annemarie Bondegaard Thomsen. Hun forklarer, at det, der adskiller traumecenteret fra en almindelig skadestue, er, at der er nedskrevne manualer for, hvordan tingene skal gøres. Derfor skal vi ikke starte forfra, hver gang en patient bliver kørt ind ad døren. Vi har faste teams, der ved præcist, hvad de skal gøre i alle tænkelige situationer, siger Annemarie Bondegaard Thomsen.

Blodet er altafgørende

Det står helt klart, at TraumeCentret er en arbejdsplads, hvor det ofte handler om liv og død. Her kan donorblod være den faktor, der er med til at redde en patients liv. Heldigvis er det et fåtal af de kvæstede, der har brug for store mængder blod – og her menes 40 til 50 portioner. Men for dem er det helt afgørende, at vi har et blodbanksystem, som det vi har, så vi altid kan få det blod, vi har brug for. For når det virkelig gælder, så skal der bruges rigtigt mange portioner blod, forklarer Annemarie Bondegaard Thomsen og roser i samme sætning de frivillige danske bloddonorer, for uden dem ville situationen være en helt anden. Man kan ikke undgå at bemærke den smittende stolthed, der er i Annemarie Bondegaard Thomsens stemme, når hun fortæller om TraumeCentret. Siden starten i 1999 har fundamentet været systematik og helt fastlagte rutiner for alt personale, så alle kender deres plads og deres funktion, når det virkeligt går stærkt.

Når ulykken sker

Mens hun taler, bliver hun pludselig afbrudt af en skrattende stemme over radioanlægget: Ung mand i bil er stødt sammen med en anden bil, og derefter er han kørt ind i en væg. Han har højresidige thoraxsmerter (brystsmerter), men er stabil og vågen. Sådan lyder et traumekald, og meldingen sætter altid tankerne i gang hos personalet, forklarer Annemarie Bondegaard Thomsen. Personalet har nu tid til at forberede traumemodtagelsen til den nye patient, og en af standardprocedurerne ved et alvorligt traumekald er, at der bliver hentet 10 portioner 0 Rhesus negativt blod, der kan anvendes til alle blodtyper. Patienten kan derfor modtage blod lige ved ankomsten, hvis det skulle være nødvendigt. Blod, der ikke bliver brugt, bliver med det samme kørt tilbage til blodbanken, så intet går til spilde. Der skal heldigvis ikke bruges blod i dette tilfælde. Annemarie Bondegaard Thomsen viser mig ind i selve traumemodtagelsen, hvor patienten netop er ankommet.

Travlhed i traumemodtagelsen

Det er et overvældende syn, der møder én, når man træder ind i traumemodtagelsen. Lokalet er ikke synderligt stort, men alligevel er der plads til at behandle tre patienter samtidigt. Ved første øjekast virker det hektisk og kaotisk. Vi er cirka 16 mennesker i lokalet, hvor af langt de fleste står omkring patienten. Annemarie Bondegaard Thomsen trækker mig ud til siden og forklarer, hvad der sker, og hvilken rolle de forskellige personer har. Mens hun forklarer, tydeliggør hun et mønster i det, der før virkede som kaos. Alt personale har en helt speciel funktion i forhold til patienten. Der er to anæstesilæger (narkoselæger), to ortopædkirurger, en narkosesygeplejerske, to traumesygeplejersker, radiografer, bioanalytikere, sekretærer, portører og et par ambulancefolk. Hver person bærer et tydeligt skilt på brystet, hvor der står, hvad deres funktion er. Det kan lyde mærkeligt, men skiltene er en nødvendighed, for når man som TraumeCentret har åbent 24 timer i døgnet året rundt, så er det sjældent det samme personale, der er på vagt på samme tid. Skiltene identificerer derfor personalets roller, så alle ved, hvem der er hvem.

Ulykkestyper

Desværre er den indledende sammenligning med en pit ikke helt ved siden af, når det drejer sig om de patienter, der oftest bliver modtaget på  TraumeCentret. Af de cirka 700 personer, der årligt bliver behandlet, har langt størstedelen været involveret i trafikuheld, og oftest er der tale om unge arbejdsføre mænd – præcis som den patient, der netop er blevet bragt ind i traumemodtagelsen. På 2. pladsen er det faldulykker, og som noget nyt har knivstik indtaget en ubehagelig 3. plads. Annemarie Bondegaard Thomsens sidste kommentar, er, at vi bruger blodet med omtanke – og omtanke og effektivitet, er de to ord, der bedst beskriver TraumeCentret på Rigshospitalet.