Søren sagde ja til at donere knoglemarv to gange

Tekst: Rikke Egelund, Politiken.

Der skulle ikke store overvejelser til, før 38-årige Søren Kragelund Sørensen sagde ja til at donere knoglemarv til en dødssyg blodkræftpatient.

 – Jeg tror ikke, jeg tog den helt vilde stilling, før jeg sagde ja. Hvis jeg kan redde et andet menneskes liv, så er der vel ikke noget større. Søren Kragelund Sørensen fortæller helt usentimentalt om den dag sidste sommer, da han kom hjem fra sommerferie, og der lå et brev fra Skejby Sygehus:

 – Der stod, at de muligvis skulle bruge min knoglemarv. Jeg ringede tilbage samme dag, fortæller han.

 På det tidspunkt havde Søren Kragelund Sørensen, der bor i Kolding, er speditør og far til tre børn, været bloddonor i årevis. På et tidspunkt, måske ti år tilbage, havde han også fulgt opfordringen i en kampagne og meldt sig som knoglemarvsdonor – og så ikke hørt en lyd til det siden.

 – Jeg troede egentlig ikke, at jeg nogensinde ville blive brugt. Men nu var der altså en patient på Rigshospitalet, som skulle bruge knoglemarv – og der var kun mig og en amerikaner, som muligvis passede.

 Det viste sig, at amerikaneren kun passede måske 80 procent, mens jeg passede fuldstændig. Efter en indledende samtale med overlægen blev Søren Kragelund Sørensen sendt hjem for at overveje sagen med en bunke papirer, blandt andet forsikringspapirer, han skulle underskrive, hvis han for eksempel “stillede træskoene” under narkose. Men inden jeg gik, sagde jeg, at de godt kunne regne med mig, siger han.

Halvanden liter marv

I løbet af en måned blev han undersøgt og fik to gange tappet blod – som han selv skulle have, når hans knoglemarv var tappet. Endelig en søndag aften blev han indlagt på patienthotellet på Skejby Sygehus og fastende lagt i fuld narkose morgenen efter. – Her stak de mig seks gange i hoftekammen og tappede halvanden liter knoglemarv. Ifølge Søren Kragelund Sørensen var der ingen smerter, da han vågnede et par timer senere. Til gengæld var han, der normalt er i god form og løber maraton, ”utrolig træt”. Da han efter tre dage gik på arbejde, havde han bare lyst til at sove. Trætheden forlod ham først efter en lille måned.

 – Det giver selvfølgelig lidt stress, når du har tre børn og skal passe et arbejde. Men på min arbejdsplads sagde de, at det bare var i orden, siger han.

 I januar var den gal igen. Blodkræftpatienten i København havde fået tilbagefald og skulle bruge hvide blodlegemer. Søren Kragelund Sørensen fik indsprøjtninger med vækstfremmende hormon, inden han blev indlagt og lagt i et apparat, han kalder “vaskemaskinen”.

 – Så lå jeg fladt på ryggen i fire timer i træk, mens de kørte mit blod ud gennem venstre arm og ind igen i højre, mens det blev renset. Den første dag kørte de ti liter igennem, men alligevel var der ikke nok af de millioner stamceller, de skulle bruge. Så jeg måtte på den igen næste dag.

 – Anden gang rensede de 13 liter. – Det mest irriterende var, at du overhovedet ikke måtte røre dig. Sygeplejersken var nødt til at pille mig på næsen, når det kløede. Men allerede morgenen efter kunne jeg løbe mig en tur, siger han. Søren Kragelund Sørensen betragter sin indsats som en form for nabohjælp. – Det er en rar fornemmelse og en håndgribelig ting at hjælpe et andet menneske. Jeg har selv tre børn og en kone – og det her er jo ikke noget, som kun rammer naboen. Hvis nogen af os bliver syge, så kan man håbe, at der også står én og hjælper.