Mine værktøjer
Forside > Nyheder > Donor Nyt > Udvalgte artikler > International generalforsamling i Tunesien
Handlinger tilknyttet webside

International generalforsamling i Tunesien

24/11 2009 18:14

International Generalforsamling i Tunesien

Fra den 6. til 8. maj mødtes delegater fra 20 lande til Den Internationale Sammenslutning af Bloddonororganisationers generalforsamling i Tunesien for at diskutere, bevare og fremme frivilligheden i bloddonoraktiviteterne på verdensplan.

Danmark var repræsenteret med fem delegater, og generalforsamlingen gav som helhed et meget positivt indtryk. Det stod med det samme klart, at der gøres et stort arbejde for at etablere og fremme frivillig bloddonation verden over. Men da det meste af arbejdet foregår på nationalt plan, er der stor forskel på udviklingsstadiet af de enkelte landes donororganisationer.

På trods af forskellene mellem donororganisationerne var det opløftende at høre, at det internationale fællesskab og fællesbevidstheden indenfor frivillig bloddonation trives. I forbindelse med Den Internationale Bloddonordag den 14. juni kunne næsten alle de tilstedeværende lande meddele, at de havde planlagt aktiviteter – lige fra tv-spots til koncerter og store fester – alt sammen for at gøre opmærksom på vigtigheden og glæden ved denne gode sag.

Generalforsamlingen

Kosovo og Burundi havde for første gang sendt delegater og ansøgt om medlemskab af ISB. Generalforsamlingen vedtog at optage de to nye lande. Det blev også vedtaget at etablere en ungdomskomité, der skal være de unges fælles talerør til bestyrelsen af ISB. Formålet med ungdomskomitéen er at styrke og udnytte de unge aktive bloddonorers kræfter aktivt. ISB vedtog at oprette en hjælpefond med hjemsted i Italien. Fonden skal forsøge at skaffe økonomiske midler til organisationens arbejde. EUs indflydelse på blodlovgivningen bliver mere og mere markant på det nationale plan. ISB arbejder med at få indarbejdet sikkerhed på blodområdet i EU-regi, og man kan fornemme på bestyrelsen, at EU er begyndt at tage ISBs holdninger alvorligt, når lovteksterne skal formuleres.

Danmark som foregangsland

Som dansk delegat kan man kun føle sig stolt over at repræsentere et land med en så velfungerende donororganisation og et så veludviklet sundhedssystem, som det vi har i Danmark. Det er desværre langt fra alle lande, der kan levere sikkert blod til de patienter, der har behov for det. Til trods for, at der endnu er lang vej til, at hele verden har tilstrækkeligt med blod fra frivillige donorer, og at der stadigvæk er mange praktiske udfordringer, der skal tages op, er der slet ingen tvivl om, at ISB gør et vigtigt stykke arbejde og er på den rette kurs mod fremtiden.

FAKTA

De nationale bloddonororganisationer er samlet i ISB (Den Internationale Sammenslutning af Bloddonororganisationer). Organisationen blev dannet i 1955, og målet er at sikre medlemslandene selvforsyning af blod fra frivillige og ubetalte bloddonorer. FIODS er den franske forkortelse for ISB. ISB vejleder og støtter lande, som ønsker at ændre systemet, hvor der betales for blodet, til et frivilligt ubetalt system. Læs mere om ISB på www.fiods.org

Forskning

Donor Nyt bringer jævnligt nyt fra den del af forskningsverdenen, der har relevans for blodområdet. 

Man kan læse forskningsrelaterede artikler fra Donor Nyt ved at klikke her