Mine værktøjer
Forside > Nyheder > Donor Nyt > Udvalgte artikler > Hyggeaften og håndmadder i Klaksvig
Handlinger tilknyttet webside

Hyggeaften og håndmadder i Klaksvig

24/11 2009 18:18

Hyggeaften og håndmadder i Klaksvig

Tekst og fotos af Thomas Oldrup

I små farmor-skåle står farverigt indpakkede bolsjer på bordene, og under madfilm gemmer der sig håndmadder af den klassiske slags. Udenfor er det allerede blevet mørkt. Det er en skam, for udsigten er fantastisk. Op ad de stejle fjeldsider, der omgiver en dyb kantet fjord, er der strøet huse med farver, der ligner M&Ms. Det er koldt og mørkt udenfor, men indenfor i hospitalets kantine er der varmt og hyggeligt.

En høj tæt mand med fuldskæg klinker på en kaffekop og rejser sig. Med en dyb ryst på et fremmed sprog byder han velkommen. Vi er til ”hugnakvøld fyri blóddonorar í kantinuni á Klaksvíkar Sjúkrahúsi” - hyggeaften i Klaksvigs Donorkorps en kold novemberaften.

 

Foredrag på færøsk

Talen dæmpes og kaffen – eller ”kaffi”, som alle drikker sort, konstant og alle vegne - rækkes fra hånd til hånd i hospitalstermokander. Imens præsenterer manden nogle gæster i aften, og på det mærkeligt bølgende sprog aflægger han noget, der formentlig er en slags årsberetning. De fremmødte sidder velopdragent og opmærksomt lyttende med faste blikke og spidsede ører. Der er kommet mange, cirka 70. Så mange, at der må hentes ekstra stole ind fra sygehusets kapel!

Også mens en velklædt herre fra et forsikringsselskab rejser sig og fortæller om den forsikring af alle donorer, der netop er trådt i kraft, lytter donorerne opmærksomt. Der er lidt skramlen med kaffekopper, og en termokande hist og her udsender pivelyde, men ellers er der stille. Da madfilmen bliver løftet af håndmadderne, stiger lydniveauet lidt. Efter hans overhead-præsentation er der også tid til et par spørgsmål.

Derefter overrækker den venlige og respekterede leder af blodbanken, Karin, som også sidder i korpsets lille bestyrelse, sølvemblemer til seks 25-gangs donorer. Hver overrækkelse ledsages af et bifald. Også den smilende administrerende overlæge fra Klaksvig Sygehus takker alle donorerne. Som bonus refererer han en finsk undersøgelse, der viser, at bloddonorer har lavere risiko for blodpropper og hjertekarsygdomme.

 

It’s showtime!

Så er det blevet tid til Donor Nyts udsendte, der er blevet opfordret til at holde et lille indlæg om Bloddonorerne i Danmark. Det går udmærket. Lytterne er velopdragne, tavse og tilsyneladende interesserede, og for første gang under foredragene spiser de ikke af madderne, men nipper kun lidt til kaffen. De er så høflige, at de ikke engang griner af hans vittigheder – måske forståeligt. Så han holder sig til sine notater. Da han slutter af, er der ingen spørgsmål, men til gengæld et uforholdsmæssigt langt bifald.

Til slut kommer der nogle små spontane indlæg om dit og dat – på færøsk. Da hele arrangementet afsluttes, er der en lang og oprigtig klapsalve, før donorerne tøffer af sted i den knaldsorte færøske nat. I de mørke måneder i en lille by er det rart at have noget at samles om. Mens man hjælper hinanden på med jakkerne, er der lavmælte smil, og alle lyder tilfredse med korpsets hyggeaften og håndmadder.

Forskning

Donor Nyt bringer jævnligt nyt fra den del af forskningsverdenen, der har relevans for blodområdet. 

Man kan læse forskningsrelaterede artikler fra Donor Nyt ved at klikke her