Færøsk blod giver sammenhold

Tekst: Niels Mikkelsen

Færøerne er ikke bare hvide bjerge, dybe fjorde og et hav så stort, så stort. Øerne er også hjem for over 48.000 mennesker og tre donorkorps knyttet til blodbankerne, hvert til sit hospital i Tórshavn, Klaksvik og på Suderoy.

Korpset i Klaksvik er knapt 50 år gammelt, men fuldt af liv og fremdrift. De godt 300 tilsluttede donorer bliver tilkaldt, når der er brug for netop deres blodtype - ofte med kort varsel. Man skal (endnu) med færge fra Klaksvik, hvis der skal hentes blod i Tórshavn, og selvom blodbankerne gerne hjælper hinanden, skal Klaksvik altid have blod nok på lager. Sker der en ulykke, eller skal der opereres, ringer blodbanken rundt - og donorerne svigter ikke, fortæller Karin Jacobsen, som leder blodbanken.

Personalet er i top

Ólavur Samson er formand for korpset. Han siger, at donorerne er glade for at komme i blodbanken, som gør alt for, at donorerne skal føle sig hjemme. Ja, for at give donorerne endnu bedre service tog Bára (fra Klaksvik) og Lena (fra Suderoy) den lange rejse til Hillerød i november for at deltage i Bloddonorernes servicekursus for blodbankansatte. De ansatte i blodbanken tager gerne fat, når det gælder. F.eks. skal der arbejdes over, når der er donorfest, og alt bliver gjort rent, så det skinner, før personalet går hjem ved midnatstide.

Donorfest

I november inviteres alle donorer til fest med korpsets bestyrelse og blodbankens ansatte. Der er umådeligt hyggeligt i personalets spisesal på Klaksvik sygehus. Salen er ny og lækker, og i dagens anledning er der pyntet med blomster på bordene og plakater og profiltøj fra Bloddonorerne i Danmark. Traktementet er det flotteste smørrebrød, jeg nogensinde har set, efterfulgt af ris-a-l’amande – en dansk opfindelse, som nu indgår i bloddonortraditionen i Klaksvik. Ólavur starter festen med en kort opfordring til at sprede budskabet om fortsat behov for nye donorer. Han kender øjensynligt hver eneste donor personligt. To initiativrige unge vil lave en film om at være bloddonor på Færøerne. De fortæller om projektet, og de fremmødte donorer nikker bekræftende og kommer med gode råd.

Projektet mangler stadigt penge, men måske kan Nordisk Råd træde til, så filmen kan vises i andre lande. Færøsk radio er også til stede, og Karin bliver interviewet om blodets betydning for at redde liv på Færøerne – og om behovet for fortsat tilgang af nye donorer til korpset. De fremmødte lytter pænt, mens jeg fortæller om Den Internationale Sammenslutning af Bloddonororganisationer. For Færøerne er en lille, men vigtig del af vores verdensomspændende bevægelse. De færøske blodbanker arbejder i øvrigt også tæt sammen med H:S-blodbanken på Rigshospitalet om særlige blodprodukter og blodtyper, plasmaprodukter, kvalitetskontrol o.s.v.

Donororganisationen

Ólavur fortæller, at korpset har fået en rimelig aftale med landsstyret, således at hospitalet giver 30 kr. til korpset for hver tapning, som finder sted. Sygehuset betaler herudover for donorforsikringen. Dette er gældende for alle tre sygehuse. Korpset i Klaksvik er oprettet i 1957 og blev dengang tilsluttet Danmarks Frivillige Bloddonorer. Organisationen blev genoplivet for nogle år siden med Karin, Ólavur og Christian Jørgensen som hovedkræfter. De arbejder også sammen med Bloddonorerne i Tórshavn og på Suderoy.

Christian fra korpset har sin daglige gang på Klaksvik sygehus, hvis chef spontant giver udtryk for stor taknemmelighed for de frivilliges indsats. En rivende udvikling En rundtur på de vintersmukke øer viser et land i rivende udvikling. En ny og meget lang tunnel fra Vágar knytter lufthavnen direkte til det øvrige ø-samfund. En anden lang tunnel bliver i disse måneder sprængt og gravet fra Klaksvik til hovedlandet. For korpset betyder tunnelen, at man bedre kan rekruttere donorer fra naboøerne, og at blodforsyningen kan fungere på tværs af øerne. Men også i fremtiden vil der være bud efter de frivillige donorer i Klaksvik og omegn. For ligesom Danmark har Færøerne et meget højt forbrug af blod pr. indbygger. Så også her ligner vi hinanden.