Et levende bevis på at blod redder liv

I 2001 fik Peter Larsen at vide, at han havde leukæmi. Sygdommen kom ud af ingenting, og i et halvt år kæmpede han en intens kamp mod døden. En kamp han aldrig ville have vundet, hvis ikke holdkammeraterne havde været familien,vennerne, personalet på Rigshospitalet og de danske frivillige bloddonorer.

Peter Larsen taler meget, og han taler længe. Men han taler, fordi han har noget på hjertet – ikke for at fylde stilheden ud med ord. Fortællingen, han er begyndt på, har en klar struktur, og man kan mærke, at det ikke er første gang, den fortælles. Peter er i dag 46 år gammel. Han er gift med sin ungdomskæreste, og sammen har de to børn – en dreng og en pige – på 11 og 15 år. Historien tager sit naturlige udgangspunkt i foråret 2001, da det var her, Peters liv ændrede sig for altid. For ham var foråret en stresset tid. Der blev lagt mange timer på arbejdet, og hjemme blev der knoklet med hårdt manuelt arbejde for at sætte huset i stand.

Det første tegn

I denne periode rammes Peter af akut træthed. I første omgang bliver det afskrevet som stress på grund af de store anstrengelser, han har været i gennem. Trætheden melder sig blandt andet en dag, hvor han er ude og løbe med en gruppe motionister, han underviser i vægttab, hvor han pludselig slet ikke kan følge med flokken af nybegyndere. Trætheden bider sig fast, og han tager nogle sygedage, hvor han bare sover og er træt. Kan slet ikke overskue noget. Ud over trætheden bliver han også ramt af svimmelhedsanfald. Til sidst kontakter han sin læge, der siger, at han nok bare skal spise nogle rosiner og drikke lidt mere rødvin. For god ordens skyld tages der en blodprøve. Peter sidder i konsultationen og venter på testens svar, da lægen kommer farende tilbage og siger, at der er noget galt. Der skal tages flere prøver. Det er fredag, og nervøsiteten begynder at brede sig i kroppen. Men bekymringerne fejes væk, da det jo kan være så meget - som lægen siger.

Verden ramler sammen

Peter taler med lægen tirsdag, der fortæller, at han skal på hospitalet for at få taget en marvprøve. Det er så meningen, at han tirsdagen efter igen skal tale med lægen. Tidligt fredag morgen ringer Peters telefon. Det er lægen, der siger, at han er ked af, at han skal fortælle det her over telefonen, men tiden er knap, og lægen har aftalt en tid til ham på Rigshospitalet. Marvprøven viser, at årsagen til Peters træthed og svimmelhed skyldes, at han har leukæmi – blodkræft. På dette tidspunkt i Peters liv er kræft en sygdom, der dræber. Han har fornyligt mistet sin mor og sin svigerfar til kræften. Verden ramler sammen omkring ham, og uvisheden bliver fra den dag af en konstant del af Peters virkelighed. Spørgsmålet, han igen og igen stiller sig selv, uden at kende svaret, er, om han nogensinde kommer hjem igen fra hospitalet. På Rigshospitalet får han at vide, at han har det, der hedder akut myeloid leukæmi (AML). Det er en kræfttype, der opstår i stamcellerne i knoglemarven. AML findes i mange varianter, men det er Peters held, at han er ramt af en variant, man har gode erfaringer med at helbrede. Derfor bliver Rigshospitalet på Blegdamsvej i København omdrejningspunktet for Peter det næste halve år. Her bliver han en del af det liv, der er på afdelingen for kræftpatienter, med alt hvad det indebærer af op- og nedture, glæde og sorg og liv og død. Som person er Peter et positivt menneske, og det forsøger han at bringe med ind i behandlingen. Han er ikke naiv, og han ved, at optimisme ikke alene kan helbrede ham. Men ved hele tiden at fokusere på de positive sider, formår han at holde sig selv oppe. Selv under de hårde kemobehandlinger holder han sig mentalt aktiv ved at visualisere behandlingen. Han forestiller sig sin krop som en gammel østtysk blodfabrik, hvor de forskellige kemotyper hjælper fabrikken i gang med igen at producere brugbart blod.

Tilbagebetaling til bloddonorerne

Peter fik under sin behandling cirka 130 portioner blod og blodplader. Uden dem havde han ikke kunne sidde her i dag og fortælle om, hvordan han overlevede kræften. Der er slet ingen tvivl i Peters sind om, at de frivillige danske bloddonorer har været med til at redde hans liv. Siden han i foråret 2002 lykkeligvis blev erklæret rask, har han aktivt forsøgt at hverve nye  bloddonorer. På den måde føler Peter, at han kan tilbagebetale den gæld, han har fået ved aldrig selv at have givet blod. Før leukæmien var det frygten for nåle, der afholdt ham fra at donere blod, og nu må han ikke give blod, fordi han har haft kræft. Han er et levende bevis på, at blod redder menneskeliv.

FAKTA

Leukæmi

Kræft i blodets celler. Disse celler dannes i knoglemarven og modnes, førend de fungerer ude i blodbanen. Der findes flere forskellige former for leukæmi. De akutte leukæmier opstår fra meget umodne celler, der ikke evner at modnes til funktionsdygtige hvide blodlegemer.

Akut myeloid leukæmi (AML)

Ved denne form for leukæmi rammer sygdommen de stamceller, der kaldes granulocyt-stamceller. Disse stamceller producerer de hvide blodlegemer, som har til opgave at dræbe mikroorganismer. AML ses hyppigst hos voksne.

Understøttende behandling

Når man får kemoterapi, vil der i en periode næsten ikke dannes normale blodlegemer, fordi den normale bloddannelse i knoglemarven er hæmmet. Det kan derfor blive nødvendigt at give transfusioner med røde blodlegemer, når blodmanglen bliver for voldsom. Det kan ved blødninger også være nødvendigt at give blodplader.

KILDE: WWW.CANCER.DK