En af hverdagens anonyme helte

Af Kristian Broberg

Hvad er det der får ganske almindelige mennesker til at melde sig som donorer og gang efter gang møde frem, når de indkaldes til tapning? Er donorer noget særligt, eller er de stadig ganske almindelige mennesker, der ubetalt, frivilligt og anonymt lader sig tappe i en tid, hvor mere og mere gøres op i tid og penge. Er der, og vil der stadig være plads til denne humanitære indsats?

En rundspørge blandt donorer om, hvorfor de er donorer, har givet følgende svar:

• Det er en tradition i familien
• Vil gerne gøre en god gerning
• Får lige tjekket helbredet
• Føler sig bedre tilpas efter tapning
• Det kunne være, at man selv fik brug for blod engang
• Det er en samfundspligt
• Tanken om at gøre noget godt for andre
• Der er bare sejt

En af disse anonyme helte er Leif Agerskov fra Viborg, der netop har modtaget Pelikanen efter at være blevet tappet 100 gange. Hans debut som donor startede tilbage til 1961, hvor han gjorde tjeneste ved Flyvestation Karup.

- Dengang blev der ikke holdt så nøje kontrol med, hvor tit man kom, og da en tapning gav en forlænget orlov, gik der ikke 3 måneder mellem tapningerne, som der gør nu, fortæller Leif Agerskov.

Kan jo selv få brug for det

I 1974 flyttede Leif Agerskov til Viborg for at gøre tjeneste ved hjemmeværnsdistriktet, og tapningen kom i faste rammer ved blodbanken i Viborg. På spørgsmålet om han selv har haft brug for blod, fortæller han, at han har fået foretaget to mindre operationer, uden at der ham bekendt har været brug for blod. Men som han siger, ved man jo aldrig, hvornår der kan blive brug for det.

Leif Agerskov hører til den robuste type, der føler sig veltilpas efter tapning, og har på sit arbejde skaffet flere donorer til donorkorpset. Han kan helt tilslutte sig de svar, der er givet om hvorfor, man melder sig som donor og slutter af med en autentisk historie fra blodbanken.

Hun skulle jo lære det

En sygeplejeelev skulle for første gang tappe, og den rutinerede sygeplejerske spørger, om Leif Agerskov har noget imod at være forsøgskanin. Den unge sygeplejeelev er meget omhyggelig, omstændelig og ikke alt for hurtig. På spørgsmålet om hvordan det gik, var Leifs kommentar med vanlig jysk besindighed: ”Gu’ gjorde det da ondt, men hun skal vel lære det!”