Da tragten reddede liv

Af Troels Nipper Nielsen

Vibeke Brix Christensen var med organisationen Læger uden Grænser seks måneder i Sierra Leone. Normalt arbejder hun som narkoselæge på Århus Amtssygehus, men i den lille provinsby Magburaka var vilkårene lysår fra forholdene på et moderne dansk hospital – også når det gjaldt blodet.

I dette brændpunkt befandt Vibeke Brix Christensen sig i seks måneder. Hun var den eneste narkoselæge i hele landet og indgik i et internationalt hold læger fra organisationen Læger uden Grænser. Et utaknemmeligt og farligt job vil nogle mene, men ikke Vibeke:

- Der er så meget brug for ens arbejde derude, at man ikke fokuserer på det farlige i det. Man fokuserer derimod på det enorme behov for hjælp, som der er alle steder. Det bliver man nødt til at koncentrere sig om 100 procent. For det er konstant liv og død, man står med i hænderne, og hvis du ikke koncentrerer dig om det, så dør patienten. Men det var hårdt. Benhårdt. Jeg havde døgnvagt syv dage om ugen, og hver sjette uge blev jeg kørt til hovedstaden Freetown for at sove en weekend. Det har kostet masser af blod, sved og tårer.

Ingen blodbank

I omkring 40 graders drivhusagtig varme arbejdede Vibeke på byens hospital, og her spillede blod ofte en central rolle. I mange tilfælde døjede patienterne, ud over den sygdom de var blevet indlagt for, med forskellige følgesygdomme som for eksempel malaria - Afrikas helt store dræber. Blod indgår normalt i behandlingen af malaria, når sygdommen er livstruende. I den behandling erstatter blodet de røde blodlegemer, som malaria-parasitten har inficeret.

- Derfor var der mange patienter, som skulle ”tankes op” eller blodtransfunderes. Men vi havde jo ingen blodbank. Så hvis det kunne lade sig gøre, fik vi fat i nogle familiemedlemmer med en blodtype, som passede med patientens. I mange tilfælde var det en forudsætning for, at vi overhovedet kunne foretage en operation på patienten, fordi de var så afkræftede.

Der skulle tænkes utraditionelt

- Vi havde oprettet et lille laboratorium, hvor vi kunne teste, om det var den rigtige blodtype, samt for HIV og leverbetændelse. Men vi sparede meget på blodet. Vi gav det først, når det var virkelig, virkelig nødvendigt. For selvom vi kunne teste, om blodet var HIV-positivt, så er der jo en vinduesperiode på tre måneder, hvor man ikke kan se, om blodet er inficeret. Så vi var meget påholdende med at give blod.

Der var ikke meget medicinsk udstyr på hospitalet. I Danmark er Vibeke vant til at have udstyr, som konstant overvåger patientens tilstand, og i det hele taget giver en stor sikkerhed. Der skulle tænkes meget anderledes i Sierra Leone. Hurtigt fandt hun ud af, at det ikke nyttede noget at tænke, at der var nogen ting, som ikke kunne lade sig gøre. Det betød bare, at man mistede liv. Så hvis hun skulle give patienterne en chance, skulle der tænkes utraditionelt og forudseende.

Den røde plastiktragt

- Vi havde talt om, hvad vi skulle gøre, hvis vi blev nødt til at foretage en egentransfusion. Vi tog derfor på det lokale marked, hvor vi købte en rød plastiktragt. Vi fik brug for den, da vi fik en kvinde med en graviditet udenfor livmoderen og voldsomme indre blødninger ind på hospitalet. Hun var iskold, og der havde ophobet sig et par liter blod i hendes mave.

- Vi skovlede derfor i bogstaveligste forstand blodet fra hendes mave op i den røde tragt. Så filtrerede vi det, og førte det tilbage i hende igen. Jeg havde aldrig nogensinde prøvet det før, kun læst om det.

Vibeke fortæller også, at det er meget svært at få fat i bloddonorer i Sierra Leone. Grunden er, at befolkningen i så lang tid har været udsat for borgerkrigens rædsler, og at uddannelsesniveauet i befolkningen er utroligt lavt. Derfor var er mange, som ikke vil give blod – selv til deres allernærmeste - fordi de tror, at de bliver svage og mister kræfterne af det. Derfor var det frustrerende at vide, at mange patienter ville have været reddet af blot en halv liter blod.

Syg af malaria

Endnu er HIV ikke et problem på højde med situationen i Zimbabwe eller i Sydafrika. 4,5 procent i den region, hvor Vibeke arbejdede, var HIV-positive, hvilket i afrikansk sammenhæng ikke er voldsomt højt. Alt tyder dog på, at hvis ikke der bliver gjort et stort stykke oplysningsarbejde, så får problemet indenfor nogle år det samme omfang som i de lande, hvor HIV er enormt udbredt.

Efter et halvt år i Sierra Leone vendte Vibeke i november sidste år hjem til Århus. Selve hjemkomsten blev noget dramatisk, da hun var blevet smittet med den farligste type af malaria, Plasmodium falciparum. Men omgivet af et moderne hospitalsvæsen kom hun hurtigt på benene igen og færdes nu på gangene på Århus Amtssygehus. Godt nok er der ikke gået mange måneder siden Vibeke kom hjem, men allerede nu trækker det igen i hende for at komme ud med Læger uden Grænser.

- På de seks måneder er jeg blevet en bedre læge og et mere taknemmeligt menneske. Det var en fryd at hjælpe, og derfor vil jeg af sted igen på et tidspunkt. Dog ikke lige nu, for jeg føler stadig, at jeg lige er kommet hjem.