Da blodet gik fra hånd til hånd

Af Troels Nipper Nielsen

En dag i efteråret 1929 ringede telefonen på Seruminstituttet i København. Opkaldet kom fra sygehuset i Køge, hvor man havde en patient, der lå med blødende mavesår og var ved at forbløde. Daværende laboratorieforstander Ib Freuchen tog sig af sagen og bad om at få sendt en blodprøve til København, så han kunne bestemme patientens blodtype.

Adelgunde Freuchen var gift med Ib Freuchen indtil 1962, hvor han døde. I dag er hun 99 år, og bortset fra at benene er begyndt at drille, er hun frisk og ved godt helbred. Tilfældigvis var hun på  Seruminstituttet den dag, hvor man ringede fra Køge. Hun husker, hvordan blodprøven ankom:

- Ja, den blev jo sendt op med motorcykel, men dengang tog det omkring 1½ time at køre fra Køge til København. Da blodprøven ankom, gik min mand i gang med at analysere den, og jeg kan ligeså tydelig huske, hvordan Ib sad og mumlede: Det er sgu type A. Og så sagde jeg: Jamen Ib, jeg har jo A!

Til Køge i Citroën

Fordi det ikke var muligt at skaffe blod i Køge, sprang hun i parrets lille Citroën, hvor der knapt nok var plads til 2 personer og kørte ned til sygehuset. Her ventede en nervøs læge, som skulle foretage transfusionen.

- Alle var nervøse, lige fra lægen til sygeplejerskerne, og selvom jeg ikke var det i starten, kunne jeg jo ikke undgå at blive påvirket, så til sidst blev jeg altså også nervøs.

Blodet i kæder

Transfusionen foregik på den måde, at man transporterede blodet i små skåle fra Adelgunde Freuchen til patienten, der viste sig at være en ung gartnersøn. Man dannede simpelthen en kæde, og skålene gik så nærmest fra hånd til hånd. Men det var ikke smertefrit.

- Lægen stak mig mindst 7 eller 8 gange, og til sidst måtte de tage min anden arm i brug. Det afstedkom jo, at dagen efter var jeg nærmest regnbuefarvet op og ned ad begge arme.

Reddede gardnersønnens  liv

Gartnersønnen overlevede takket være Adelgunde Freuchen, og hen ad juletid modtog hun et takkebrev fra ham. Men taknemmeligheden fra drengens familie stak endnu dybere for en dag ringede det på døren.

- Vi boede på Amagerbrogade ikke langt fra Seruminstituttet helt oppe på 5. sal. Da jeg åbnede døren, stod der en gammel dame uden for. Det viste sig at være drengens bedstemor, som var kommet hele vejen ind til byen med en stor kurv fuld af frugt til mig. Jeg var simpelthen så overvældet.