Forskningspenge giver ny viden om stamceller

Tekst: Ida Schiødt

Ida Schiødt forsker på Rigshospitalets vævstypelaboratorium. I 2001 modtog hun 40.000 kroner fra Bloddonorernes Forskningsfond til sin forskning i overflademolekyler på knoglemarvens stamceller ved sygdommen akut myeloid leukæmi (AML). Forskningen mundede ud i en Ph.D. afhandling, der blev forsvaret i år, og her fortæller Ida Schiødt om de resultater, hun kom frem til.

Stamceller

Stamceller er populære i disse år. Det skyldes blandt andet, at man har fået øjnene op for det enorme genetiske potentiale, de indeholder. De er nemlig så specielt indrettede, at de BÅDE kan forny sig selv OG give ophav til en lang række vidt forskellige celler med helt forskellig funktion rundt omkring i kroppen. Hvis det ikke var for stamcellerne, skulle vi fødes flere tons tunge for at rumme alle de celler, der skal til i et langt liv. De indeholder og kan aktivere alt det genetiske materiale, der skal til for at blive til både den ene og den anden slags celle.

Forskning i stamcellerne

Med de nyeste genbaserede teknikker er stamcellerne et oplagt mål for forskning. Men de giver også en mulighed for behandling, som man tidligere kun har kunnet drømme om. Sygdomme, som før har været anset for uhelbredelige, kan måske i fremtiden kureres, hvis vi kan “aflure” stamcellerne den kunst at styre genernes aktivering i retning af overlevelse eller vækst. Bloddonorers stamceller er naturligvis raske, og de er derfor ideelle at bruge til at opdage og beskrive hidtil ukendte molekyler. De er også uundværlige som et sammenligningsgrundlag overfor forskellige sygdomme, når man skal karakterisere kendte molekyler på syge stamceller.

Det er netop den sidstnævnte situation, der har været aktuel i mit forskningsprojekt. Jeg har karakteriseret en række kendte overfladeproteiner, som er nødvendige, for at stamceller fra knoglemarven kan dele sig og videreudvikles til røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Stamceller dør almindeligvis, hvis de ikke udtrykker disse proteiner på deres celleoverflade, eller hvis det modsvarende protein ikke er til stede i cellens umiddelbare omgivelser.

Nye opdagelser, og hvad de kan bruges til

En af projektets hovedkonklusioner er, at stamceller fra patienter med AML ikke udtrykker disse overflademolekyler på samme måde som raske stamceller. Nogle patienter udtrykker slet ikke de overflademolekyler, som er nødvendige for at cellerne kan blive til normale hvide blodlegemer, selvom de udtrykker de gener, der skal til for at danne molekylerne. Vi opdagede også, at nogle af de signalstoffer, der er tilstede i knoglemarven hos raske, ikke findes hos de syge. Betydningen af opdagelserne er ikke klarlagt, men vi har øget vores nuværende viden om signalstoffers og modtageproteiners rolle ved sygdommen AML. Måske kan denne viden bruges i behandlingsmæssigt øjemed. Sygdommen er ekstremt alvorlig, og trods intensiv behandling med kemoterapi er der mange, der dør af den. Det er altså i højeste grad påkrævet med nye ideer til udvikling af forbedrede behandlingsmetoder, og det er vores håb at den forskning, jeg her har beskrevet, kan bidrage hertil.