Hvad er Epo?
Erythropoietin (E) er et hormon, der produceres naturligt i nyrerne og stimulerer knoglemarven til at danne røde blodlegemer. De røde blodlegemer transporterer ilt til kroppens celler.
E bliver i dag fremstillet kunstigt under navnet EPO. Præparatet kom oprindeligt på markedet i 1985 for at hjælpe nyrepatienter og andre patienter med forskellige blodmangelsygdomme (anæmi). E øger også blodprocenten hos patienter uden nyresygdom og kan derfor gives til patienterne før en planlagt operation, så man kan undgå at give blodtransfusion.
Men behandling med E er dyr. Den ovennævnte behandlingsform er derfor endnu ikke indført i Danmark. Den vil kun kunne anvendes til en meget begrænset patientgruppe og vil ikke nævneværdigt ændre behovet for blodblod.
E kan misbruges som doping i sport (spec. cykling triatlon og maratonløb), fordi det øger mængde af røde blodlegemer i blodet (hæmatokriten), og derved tilfører musklerne mere ilt.
Kilde: H:S blodbank
Hvad er G-CSF?
Granulocyte Colony-Stimulerende Factor (G-CSF) er et hormon, der naturligt produceres i mange af kroppens celler. G-CSF stimulerer knoglemarven til at producere hvide blodceller (leukocytter). De hvide blodceller er en meget vigtig del af vores forsvar mod sygdom (immunforsvaret). Det har siden 1986 været muligt at fremstille G-CSF kunstigt, så det kan anvendes som et lægemiddel.
G-CSF bruges til at forkorte perioden med forhøjet infektionsrisiko hos patienter, der bliver behandlet for kræftsygdomme i blodet (bl.a. leukæmi, lymfom og myelomatose). G-CSF bliver også brugt som forbehandling til donorer, der skal give stamceller (Knoglemarvsdonorer/Stamcelledonorer). G-CSF kan i dag ikke anvendes som erstatning for blodtransfusion.
Kilde: H:S blodbank
Hvad er TPO?
Thrombopoietin (TPO) er et hormon, som naturligt produceres i lever og nyre. TPO stimulerer knoglemarven til at danne blodplader (trombocytter). Blodpladerne er meget vigtige, når blodet skal størkne, hvis vi får en rift eller et sår.
Blodplader bruges i forbindelse med store operationer, hvor patienten mister meget blod. Blodplader bruges også til patienter, der bliver behandlet for kræftsygdomme i blodet (bl.a. leukæmi, lymfom og myelomatose). TPO er endnu ikke fremstillet i en anvendelig kunstig form og anvendes endnu ikke som lægemiddel.
I fremtiden kan det måske anvendes til kræftpatienter, så de hurtigere gendanner deres blodplader efter endt kemoterapi. Hvis det lykkes, vil disse patienter få et mindre behov for blodpladetransfusioner.
Kilde: H:S blodbank