Handlinger tilknyttet webside
Ofte stillede spørgsmål
08/02 2010 12:40
Dette er en liste over de spørgsmål der ofte bliver stillet til personalet i blodbankerne.
Den er ikke komplet, og Bloddonorerne i Danmark anbefaler, at man altid holder sig opdateret med de nyeste karantæneregler. Er man i tvivl, skal man altid spørge lægen i blodbanken eller sende en besked til Bloddonorerne i Danmark.
Hvor meget blod afgives ved en tapning?
Et menneske indeholder cirka 5 liter blod, og ved en tapning afleverer man knapt en halv liter.
Hvor lang tid tager det at give blod?
Det tager højst 10 minutter, og bagefter byder blodbanken på en forfriskning, som det er vigtigt, at du tager imod.
Kan jeg godt tåle at få O RhD negativt blod, selvom min blodtype er B RhD positiv?
Ja, alle kan tåle O RhD negativt blod. Derfor kalder man det også "akutblod", fordi hospitalerne kan give O RhD negativt blod til tilskadekomne, indtil man finder ud af patientens egen blodtype.
Anvender blodbanken altid engangskanyler, når der tages blodprøver og tappes blod?
Der er ingen risiko for at blive smittet i forbindelse med blodgivning. Der bruges kun engangskanyler.
Bliver mit blod tyndere, når jeg har givet blod? Findes der tykt og tyndt blod?
Kroppen kompenserer for "blodtabet" ved at lade væske fra kroppen trænge ud i blodbanen, så i en kort periode kan man godt sige, at det er lidt tyndere. Nogle mennesker har en større andel af røde blodlegemer i blodet, og det er nok det, nogle kalder tykt blod.
Hvorfor skal man veje mindst 50 kg for at blive bloddonor?
Blodbanken tapper altid ca. 450 ml blod, og man skal veje mindst 50 kg, for at denne blodmængde ikke overstiger de 13% af donors samlede blodvolumen, som det maksimalt er tilladt at tappe.
Kan min bloddonation få indflydelse på min eksamenspræstation dagen efter? Det er en 4 timers skriftlig eksamen.
Normalt vil blodgivning ikke influere negativt på en eksamenspræstation dagen efter, men alligevel bør du nok droppe tapningen i morgen og i stedet koncentrere dig om eksamen. Så har du i hvert fald en ting mindre at bekymre dig om, og Den Mobile Blodbank skal nok komme igen.
Må jeg give blod i Hillerød (Frederiksborg Amt), hvor jeg går i skole, selvom jeg bor i Københavns Amt?
Du må give blod, lige hvor det passer dig - bare du gør det.
Får man penge for at give blod?
Nej, men man får glæden ved at hjælpe andre.
Hvorfor skal jeg udfylde et spørgeskema hver eneste gang?
Fordi du hver eneste gang nøje skal overveje med dig selv, om du nu også er fuldstændigt klar til at give blod.
Hvorfor får jeg tilbudt jerntabletter efter tapning?
Fordi du mister lidt jern sammen med blodet, og måske er din blodprocent lidt under normalen. Blodbanken vil dig kun det bedste.
Bliver mit blod kontrolleret hver gang?
Ja, blodet bliver kontrolleret hver gang for både din og patientens skyld.
Hvor tit kan jeg give blod?
Du kan højst give blod 4 gange om året.
Kan jeg dyrke sport lige efter blodgivning?
Træning og motion er ok, men hvis du dyrker topidræt, bør du være opmærksom på, at din præstationsevne kan være nedsat i nogle dage efter blodgivningen.
Er der bloddonorkorps over hele Danmark?
Følg linket her for at se en oversigt over alle donorkorps i Danmark.
Får man som bloddonor målt blodtryk før tapning?
Nej, det gør man ikke altid, og det skyldes, at der blandt lægerne er uenighed om nytten, ligesom nogle læger frygter, at donor negligerer sygdomssymptomer med henvisning til, at den pågældende lige er helbredsundersøgt i blodbanken. Endnu har Sundhedsstyrelsen ikke fundet anledning til at anbefale generel blodtryksmåling i forbindelse med blodgivning. Den enkelte donor kan normalt få tappelægen eller en af sygeplejerskerne til at måle blodtrykket, hvis det øger donors tryghed.

