Handlinger tilknyttet webside
Kan jeg blive bloddonor?
26/01 2012 14:34
Her kan du læse om, hvilke krav man skal opfylde for at blive bloddonor, og hvordan de første besøg i blodbanken forløber.
Hver dråbe tæller
Hvert år er der brug for ca. 25.000 nye donorer til at afløse dem, der må holde op på grund af alder, sygdom eller andre årsager. I Danmark bruges der årligt ca. 380.000 portioner blod. Mange forbinder blodtransfusion med blå blink og ulykker. Størstedelen af det tappede blod går dog til bl.a. kræftpatienter, hofteoperationer og patienter med hjerte/karsygdomme.
Kan jeg blive bloddonor?
For at blive bloddonor skal du være sund og rask, være mellem 17 og 60 år (er du under 18 år, skal du dog have tilladelse fra dine forældre/værge. Blankettet til dette formål kommer direkte fra blodbanken efter din tilmelding, som skal ske på helt normal vis), og veje mindst 50 kg.
Du kan ikke blive bloddonor, hvis du f.eks. har eller har haft diabetes, kræft eller epilepsi. Du må heller ikke være bloddonor, hvis der er nogen risiko for, at du er smittet med hiv, malaria, syfilis eller leverbetændelse.
Vær også opmærksom på, at du skal kunne tale og forstå dansk på et så godt niveau, at du i blodbanken kan indgå i en dialog om din sundhedstilstand.
Generalt kan man sige, at man skal være sund og rask for at blive donor. Hvis du er i tvivl, om du er sund og rask, skal du tage en snak med lægen i din blodbank.
Første gang i blodbanken
Når du er blevet tilmeldt som bloddonor, vil du automatisk blive indkaldt af blodbanken. Første gang du kommer i blodbanken, bliver du ikke tappet. Du skal udfylde et spørgeskema, som skal sikre, at du er sund og rask. Herefter vil du få taget blodprøver, som bruges til at bestemme din blodtype og blodprocent. Dit blod vil også blive testet for virus. (Klik her, hvis du vil læse mere om, hvad dit blod undersøges for).
Af hensyn til både dig selv og modtageren af blodet må du kun give blod, hvis du er helt rask. Hvis du ikke føler dig godt tilpas, er det bedst, at du melder afbud.
Karantæne
De oplysninger, der kommer frem gennem spørgeskemaet, kan have den konsekvens, at en donor blive udelukket fra at give blod. Udelukkelsen kan enten være varig eller midlertidig, afhængig af den helbredstilstand eller adfærd, som er grund til udelukkelsen.
Der er opstillet en række regler for, hvornår man midlertidigt bliver udelukket fra at give blod, og altså kommer i "karantæne", og hvornår man permanent er udelukket fra at være bloddonor.
I vores pjece "Karantæneregler" kan du læse meget mere om, hvilke sygdomme og omstændigheder, der kan indvirke på, om du får enten midlertidig eller permanent karantæne fra blodbanken. Du skal f.eks. være opmærksom på, at det ikke kun er sygdomme, der kan give karantæne, men også piercinger, tatoveringer og rejser i særlige områder. Forud for en tapning er det derfor altid en god idé at tjekke karantænereglerne, så du ikke går forgæves. Klik her for at se pjecen.
Selve tapningen
Anden gang du bliver indkaldt af blodbanken, skal du tappes. Det er derfor vigtigt, at du har spist og drukket inden tapningen.
Selve tapningen varer ca. 10 minutter, og bortset fra et stik i armen mærker du ikke noget. Efter tapningen skal du hvile i ca. 10 minutter, hvor du får noget at drikke, som erstatter den halve liter blod, du er blevet tappet for. Dine blodlegemer er gendannede efter ca. 14 dage.
Blodet tappes med en engangskanyle i sterile engangsposer, så der er ingen risiko for, at du bliver smittet ved tapningen. Normalt bliver du bedt om at give blod ca. to gange om året. Du kan dog blive indkaldt lidt oftere, men aldrig hyppigere end hver tredje måned.
NB!
Hvis du arbejder som buschauffør, lokomotivfører, skibsfører eller lignende, skal du være opmærksom på, at der bør gå mindst 12 timer mellem blodgivning og arbejde. Der kan dog være arbejdsgivere i alle de nævnte brancher, som stiller krav om, at medarbejderne af sikkerhedsmæssige årsager helt afstår fra at give blod.
Hvis der sker en skade
Bloddonorerne i Danmark har en sikringsfond. Den kan supplere med økonomisk hjælp, hvis du i forbindelse med en tapning lider direkte eller indirekte personskade. Risikoen for, at der sker en skade, er dog meget lille. Læs mere om skader her.
I tvivl?
Hvis du har spørgsmål - eller er i tvivl om, hvorvidt du må blive bloddonor - er du altid velkommen til at kontakte landskontoret på tlf. 70 13 70 14 eller via e-mail:
Du kan også henvende dig direkte til den blodbank, som ligger nærmest dig. Find kontaktoplysninger her.
Tag stilling! Vil du være bloddonor? Så udfyld tilmeldingsblanketten her.
