Hvad undersøges blodet for?

Af Overlæge Jan Jørgensen, Blodbanken, Skejby Sygehus.

Bloddonorer opfatter undertiden de helbredsmæssige undersøgelser, der udføres i forbindelse med en tapning, som et sundhedscheck. Det bør man imidlertid ikke, fordi undersøgelserne er mindre omfattende og slet ikke kan erstatte en generel helbredsundersøgelse. Blodbankens undersøgelse af donors helbred omfatter en vurdering af om donor:

• Er rask ved dels at se om donor ser rask ud (klinisk skøn) og ved dels at udspørge donor (spørgeskema)
• Har tilstrækkeligt af det iltbærende stof hæmoglobin i blodet ved at måle koncentrationen
• Kan smitte modtageren af blodet ved at udspørge donor om særlig adfærd, der medfører risiko for smitte og ved at undersøge donors blod for virus, der smitter via blod

Smitterisiko

Ved hver tapning undersøges donors blod for indhold af virus, der kan indebære en risiko for overførsel af en smittefarlig sygdom til patienten.

For en række virussygdomme gælder det, at man kan være smittet med virus i lang tid, uden at føle sig syg. I denne periode kan smitterisiko kun påvises ved en laboratorieundersøgelse. Dette er dog imidlertid kun muligt i den sidste del af perioden. Blodbanken undersøger hver eneste blodportion for:

• Human immundefekt virus (hiv type 1 og 2)
• Hepatitis virus (leverbetændelse, type B og C)

Nye donorer, donorer der ikke har været tappet i 5 år samt donorer, der har været i områder med særlig stor risiko for smitte (for eksempel Afrika) undersøges tillige for:

• Human T-celle lymfocytotropt virus (htlv, type I og II)

Smittemåde

De nævnte virus smitter alle ved overførsel af blod. Dette gælder også andre situationer end blodtransfusion som for eksempel:

• Genbrug af kanyler og sprøjter
• Samleje
• Fødsler og amning (fra mor til barn)

Risikoadfærd

De former for adfærd, som giver en øget risiko for at blive smittet med disse virus, er nævnt i folderen "Bloddonorer og AIDS" udgivet af Sundhedsstyrelsen. Den omhandler smitte med hiv, men den omtalte risikoadfærd gælder for alle de nævnte virus, fordi de overføres med blod.

I Danmark er det i dag meget sjældent at finde en donor, som smitter med virus. Det kunne få problemet til at gå lidt i glemmebogen. Så husk, at hvis der er den mindste tvivl om, at du kan have pådraget dig smitte med en af de nævnte virus, så lad være med at give blod. Læs folderen "Bloddonorer og AIDS" grundigt - især afsnittet ”Vigtig meddelelse til alle bloddonorer om AIDS".

Anonym samtale med læge

Er du bekymret for, om du eventuelt. kan være blevet smittet, er du altid velkommen til en snak i enrum med blodbankens læge - eventuelt telefonisk før tapningen - for at få råd og vejledning om, hvordan du skal forholde dig. Det er selvfølgeligt ikke nødvendigt at opgive navn under en sådan samtale.

Påvisning af smitterisiko

Når man bliver smittet med virus, vil man efter et stykke tid danne antistof mod dette virus. Indeholder blodet ikke antistof mod et bestemt virus, findes dette virus med stor sandsynlighed ikke i blodet. Med en enkelt undtagelse (Hepatitis, type B) påvises virus derfor ved, at der i blodet påvises antistof rettet specifikt mod dette virus.

Upåviselig smitterisiko

Som beskrevet i afsnittet ”smitterisiko” så kan antistof mod virus først påvises 1-3 måneder efter, at man er blevet smittet, og først efter at man har virus i blodet og derfor er smittefarlig. I denne periode (som kaldes ”vinduesperioden”) vil antistofundersøgelserne være negative, selv om der er virus i blodet. Det er derfor meget vigtigt at personer, som har udsat sig for smitte ved risiko adfærd, undlader at give blod i 1 år regnet fra sidste risikoadfærd.

Smitte med hiv vil efter en kortere eller længere periode (5-15 år) give anledning til sygdommen aids. Hepatitis af type B og C vil kun sjældent og htlv kun yderst sjældent give anledning til kronisk sygdom.