Handlinger tilknyttet webside
Hvad bruges blodet til?
09/12 2009 13:04
Af Overlæge Jan Jørgensen, Blodbanken, Skejby Sygehus.
Blod er et biologisk produkt. Det er levende væv, som består af røde blodlegemer, hvide blodlegemer samt blodplader, der flyder rundt i en væske, der kaldes plasma. Blodet udgør omkring 7% af et menneskes vægt, og heraf er de røde og hvide blodlegemer ca. 45% af blodmængden. Plasma udgør de resterende 55%.
Behandling af blod
Det meste af det tappede blod bliver omgående centrifugeret og adskilt i dets forskellige bestanddele. På denne måde bruges én portion blod til at hjælpe flere patienter. En lille del af det tappede blod anvendes ucentrifugeret som fuldblod til patientbehandling.
De røde blodlegemer bruges i forbindelse med operationer og anden patientbehandling. De hvide blodlegemer anvendes normalt ikke. Blodpladerne gives ved store blødninger eller ved manglende egenproduktion, f.eks. ved behandling af kræftsygdomme. Plasmaet fryses ned og anvendes senere til transfusion til patienter der har brug for de faktorer, der indgår i størkningsprocessen.
Plasma bruges også til fremstilling af medicin, bl.a.:
- Albumin, der modvirker chok og anvendes ved operationer
- Antitrombin, der indvirker på blodets evne til at størkne
- Faktor VIII, der sikrer at blodet størkner og som anvendes til bløderpatienter
- Fibrinogen, der bl.a. bruges ved hjerteoperationer
- Immunglobuliner, der anvendes til behandling og forebyggelse af infektioner og visse sygdomme
Man anslår, at ud af ti portioner blod går ca. fire til kræftbehandling og to til sygdomme i kredsløbsorganer. De resterende fire portioner går til diverse ulykker og mange forskellige sygdomme.
Blodet er en gave
Blodet er en gave fra en donor til en ukendt patient. Det er givet ud fra en medmenneskelig holdning, som hjælp til behandling af syge og tilskadekomne mennesker.
Hvad må blodet bruges til?
Blodet anvendes ud fra patientens behov, bedømt efter lægelige kriterier. Anvendelse af blod eller dele deraf til andet formål end patientbehandling må kun ske efter aftale med det vedkommende donorkorps og Bloddonorerne i Danmark.
Blod til private hospitaler
Hvis der er behov for blod til patientbehandling ved private hospitaler eller klinikker, skal levering af blod ske via en offentlig blodbank. Derved sikres det, at intet privat behandlingssted opnår økonomisk fortjeneste på bloddonorernes gave. Samtidig fjerner man behovet for at etablere "private" donorkorps, som kunne omfatte betalte bloddonorer. Betaling for blod ville være til skade for sikkerheden og en undergravning af den nuværende velfungerende danske blodforsyning.
Spildet er minimalt
En stødpudeproduktion bør være minimal. Med løbende kontakt mellem behandlere, blodproduktudvalg og producenter forventes det, at stødpudeproduktionen kan holdes på et minimum. I blodforsyningen arbejdes konstant på at nedbringe spild af blod, som i Danmark er næsten ikke eksisterende.
