Falsk alarm!

Af Overlæge Jan Jørgensen, Blodbanken, Skejby Sygehus.

Når du er "falsk positiv"

Blodbankens testmetoder kan sammenlignes med en alarm, der er indstillet meget fint. Det hænder, at en alarm går i gang, uden at der er noget galt. Når dette sker, kalder man det „falsk positiv“. Når en donor får at vide, at han eller hun er „falsk positiv“, bliver de sommetider forskrækkede. Det er der ingen grund til – det kan man læse om her:

Ingen metoder er 100% fejlfrie. De almindelige undersøgelsesmetoder for virusantistoffer er så følsomme, at de i få tilfælde fejlagtigt vil give et udslag, selv om der ikke er antistoffer til stede. De kan i den forstand sammenlignes med en meget følsom tyverialarm, som kan sættes i gang af en kat på taget eller en nysgerrig mus. Men man kan ikke på alarmen høre forskel på, om det er en kat eller en tyv, der udløser alarmen.

Derfor bliver alle blodprøver, som har udvist positiv reaktion i den almindelige antistofundersøgelse, efterundersøgt med mere indviklede og ressourcekrævende metoder. Hvis disse metoder også udviser et positivt signal, beviser det tilstedeværelsen af antistoffer og dermed af virussmitte. Imidlertid er følsomheden af disse efterundersøgelser ikke altid så høj som følsomheden af den første undersøgelsesmetode, og det kan derfor være vanskeligt med efterundersøgelsesmetoderne at bevise, at blodprøven ikke indeholder antistoffer.

Tvivlsomt resultat

Blodbanken kan således stå i en situation, hvor det med sikkerhed kan siges, at prøven ikke er ægte positiv – på den anden side kan blodbanken ikke bevise, at den er negativ. Blodbanken må derfor kalde den „inkonklusiv“ eller på bedre dansk „tvivlsom“. Problemet er nu, at personer, der lige er blevet smittet, kan udvise et tilsvarende tvivlsomt resultat i den sidste del af de en til tre måneder, det varer, før de bliver ægte positive.

Ved at undersøge en ny blodprøve taget et par måneder efter den første blodprøve, for eksempel ved næste tapning, kan man med 100% sikkerhed skelne den normale, ikke-smittede fra den, der lige er blevet smittet. Den normale vil nemlig enten være blevet negativ igen eller fortsat udvise det samme tvivlsomme mønster. Den, der for nylig var blevet virussmittet, vil derimod med sikkerhed være blevet ægte positiv ved undersøgelse af den nye blodprøve.

Blodbanken er forpligtet

I de tilfælde, hvor det kræver en ny blodprøve to måneder senere for at bevise, at blodet ikke er smittet, bliver man nødt til at kassere blodet fra den første tapning, da det ellers vil blive for gammelt. Hos nogle – helt normale og raske donorer – kan tendensen til tvivlsomme reaktioner i undersøgelserne holde sig i årevis. Dette skyldes ikke sygdom hos donor, men en teknisk ufuldkommenhed ved undersøgelsesmetoden. Imidlertid betyder det, at hver gang en sådan donor giver blod, tager det et par måneder, før man kan frikende blodportionen for virussmitte, og blodportionen går derfor hver gang tabt. Blodbanken vil i disse tilfælde vælge at oplyse donor om situationen og foreslå en pause som donor.

Donor kan være forvisset om, at såfremt blodbanken finder en ægte positiv reaktion, vil det blive meddelt vedkommende. Faktisk er blodbanken forpligtet til at underrette og tilbyde behandling. Dels fordi der er risiko for at donor kan smitte videre, dels for at tilbyde behandling.

I Danmark bliver der fundet ca. 250 donorer om året, der er „falsk positive“.