Handlinger tilknyttet webside
Allergi
09/12 2009 12:50
Allergi betyder overfølsomhed og skyldes, at kroppen har dannet allergi-antistoffer. Ved allergi er man overfølsom over for et stof (allergen), som får kroppen til at reagere med en såkaldt allergisk reaktion.
Den allergiske reaktion kan være, at næsen løber, at øjnene klør, eller at vejrtrækningen er besværet. Den kan også vise sig som hævelse af slimhinderne i svælget, udslæt i huden med kløen og svien (nældefeber) eller i værste fald som allergisk chok.
Pollen, husstøvmider, lægemidler, dyr (pelsdyr, bi og hveps) og fødevarer er eksempler på allergener. Allergi er til dels arveligt til dels miljøbetinget og består som regel i mange år - ofte hele livet. Den allergiske reaktion kommer som regel inden for minutter eller få timer efter, at du er udsat for det, du ikke kan tåle.
- Den allergiske reaktion kan give følgende symptomer:
- Hævet, kløende udslæt i huden kaldet nældefeber. Det ses som en hvid nælde med rødme omkring (som et myggestik) til større hævede plamager på kroppen
- Næsekløe og tyndt sekret, evt. tilstoppethed, kløe i øjne, ører og svælg/hals (høfeber)
- Besværet og eventuel pibende vejrtrækning (astma)
- Irritation af mave og tarmkanal (kløe/hævelse i mund, mavesmerter, opkastning)
- Allergisk chok
DONORKRITERIER
Hovedregel
Hvis du har allergi, bliver du udelukket fra tapning, hvis tapningen kan skade dig, eller hvis dit blod kan skade den patient, der får det. Udelukkelsen er midlertidig eller permanent. Dit blod kan være skadeligt for andre, fordi dit allergi-antistof kan overføres og give en allergisk reaktion hos modtageren. Derfor er det vigtigt, at du inden tapning fortæller personalet i blodbanken,om du har allergi.
Pollen-, støvmide- og pelsdyrsallergi
Ved disse former for allergi kan du som hovedregel give blod i de perioder, hvor du er fri for symptomer. Du skal dog være opmærksom på, om du får medicin eller anden behandling, som kan udelukke dig fra tapning.
Astma og høfeber
Du må tappes i de perioder, hvor du er symptomfri. Det kan f.eks. være i vinterhalvåret, hvis du har en sæsonbetinget høfeber. Men du kan også tappes om sommeren, hvis du med hjælp af lokal medicin (astmaspray/inhalator, næsespray eller øjendråber) kan holde dig symptomfri. Er du under hyposensibilisering, medfører det karantæne i tre døgn efter hver dosis. Du må ikke tappes i perioder med udtalte symptomer, eller ved behandling med medicin, der ikke kun anvendes lokalt, men spises eller indsprøjtes og derfor findes i hele kroppen. Har du kronisk astma, der behandles med tabletter eller indsprøjtninger, medfører det permanent udelukkelse.
Eksem
Eksem udelukker fra tapning, hvis der er udslæt ved eller i nærheden af indstiksstedet for tappekanylen. Bakterier trives godt i hud angrebet af eksem. Her er derfor risiko for, at blodportionen kan blive forurenet, hvis der er eksem ved indstiksstedet.
Fødevare-, insekt-, latex- og lægemiddelallergi
Disse former for allergi udelukker fra tapning for altid, hvis der har været kraftige symptomer som f.eks. allergisk chok. Du bør undersøges af en specialist i allergiske sygdomme, hvis du lider eller tidligere har lidt af disse former for allergi. Du må tappes, hvis specialistens undersøgelser viser, at din allergiske reaktionsevne er væk, og dit allergi-antistof er forsvundet fra blodet. Dette undersøges bl.a. ved hudpriktest, blodprøve og eventuel provokationsundersøgelse. Er det sikkert, at indtagelse af lægemiddel kun gav anledning til milde reaktioner eller overfølsomhedsreaktioner, der ikke skyldes allergi, må du tappes.
Nikkelallergi
Ved nikkelallergi udelukkes du fra tapning af hensyn til dig selv, hvis der er opblussen af symptomerne i forbindelse med tapning pga. nikkel i tappekanylen. Hyposensibilisering
Kaldes også for allergen-specifik immunterapi. Udføres ved indsprøjtning i underhuden af meget små mængder af det allergen, man er overfølsom overfor. Mængden af allergen øges ganske langsomt over en periode. På den måde bliver kroppen vant til stoffet, og man får færre symptomer. Giver karantæne i tre døgn efter hver dosis.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om astma og allergi på Astma-Allergi Forbundets hjemmeside: www.astma-allergi.dk
